THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger:
'I det nu vågnede jeg til erkendelsen af min enhed med hele Eksistensen og Altings enhed med mig!' Idet Han pegede på et træ, der stod foran Ham, 'Det var som om træerne var min egne knogler og træernes kroner mine nerver.'
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var i den tilstand i over halvanden time. Så snart han kom hjem, gik han ude af sig selv af ophidselse hen til Kuppammal og fortalte hende, hvad der var sket for ham. Kuppammal forstod straks, at drengen havde haft en ualmindelig dybdegående åndelig oplevelse, højst usædvanlig for en person af så ung en alder, og at han havde behov for at nogen tog sig af ham. Hun tog sig meget omhyggeligt af ham de næste par dage. Eftervirkningerne af den satori –oplevelse (satori er et udtryk fra den japanske zen tradition og betyder Oplysning) holdt sig cirka tre dage.
Den satori oplevelse markerede begyndelsen på endnu en ny åndelig udviklingsfase i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs liv.
Fra og med den dag kunne og kan THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM se alt omkring sig, når han måtte ønske det – med eller uden åbne øjne. Kort tid efter oplevelsen kaldte han én af sine gode venner ved navn Sampath over til sig hvor han sad med ryggen hvilende op ad et træ inde i templets gård. 'Jeg skal fortælle dig noget, der er sket for mig. Jeg kan se alting hele vejen rundt om mig.' Vennen kiggede uforstående på ham.
Han sagde til vennen, som sad foran ham, 'Kig på træet her bag mig, kan du se den lille myre, der kravler lige på det sted?' samtidig med at han pegede bagud over sit hoved mod stedet hvor der, ganske rigtigt, kravlede en myre. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik sin ven til at holde alle mulige mønter og ting op bag hans hoved, hvorefter han fortalte ham, 'det er en 2 rupee mønt' – 'det er et blad' – en sten o.s.v. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs ven blev dybt forskrækket over hvad i alverden der var sket, og løb hjem med den undskyldning, at han lige pludselig følte sig så tørstig. Senere fortalte vennen THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs forældre, hvad der var sket.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kalder i dag den oplevelse for 'et glimt af Oplysning' – og bruger det japanske udtryk satori. Oplevelsen har fundet sted for flere af os i gruppen, der følger THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, og det virker som om, det er noget, der sker i Mesterens nærvær og med Hans velsignelse. I THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tilfælde skete det bare af sig selv, naturligt, dels som resultat af hans spirituelle praksis, dels som konsekvens af hans høje åndelige udvikling.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte engang en af sine disciple, hvorfor han ikke udførte sin meditationpraksis med den selvdisciplin og omhyggelighed, som han havde foreskrevet. Han sagde desuden, 'Hvis jeg havde været ligeså doven som dig, var jeg aldrig blevet Oplyst.' Disciplen svarede uforknyt, 'Det er fordi du ikke havde sådan en Mester som vi har! Vi er langt heldigere stillede end du var!!'
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv siger, at havde han overgivet sig til en Mester, kunne hans egen åndelige udviklng givet være gået meget hurtigere. Han siger, han blev nødt til at eksperimentere med titusinde nøgler, inden han endelig fandt den helt rigtige til at åbne Oplysningens mysterium. Han siger endvidere, at hvad angår hans disciple har han allerede givet dem rette nøgle, og at alt de overhovedet behøver at gøre, er at sætte nøglen til låsen og dreje rundt, for at Sandheden skal oprulles. Fra og med den oplevelse opdagede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, at han ikke længere var i stand til at cykle, hans balanceevne var helt i skoven. Så efter den oplevelse sad THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM på stangen hos den ene eller anden af sine storebrødre til og fra skole. Brødrene plejede grinende at brokke sig over at måtte have ham med på slæb. Hvis de nægtede at have ham med en dag, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i stedet hele vejen. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM erindrede sig senere, 'Børn i den alder ville normalt i det mindste have forsøgt at cykle selv – alene på grund af presset fra deres jævnaldrende, men jeg holdt stædigt fast ved min manglende evne og tillod dermed tingene at udvikle sig, som de nu gjorde – og gik gerne kilometer efter kilometer for at nå frem, hvis ikke jeg fik et lift.'
En anden konsekvens af den oplevelse var, at han ikke længere kunne gå i stramtsiddende tøj. Han oplevede, at alle typer tøj, der adskilte hans over - og under krop, føltes ubehageligt at have på. Han gik fra da af med løstsiddende tøj.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte en dag en gruppe af os om de underholdende konsekvenser af, at han ikke længere selv kunne cykle :
Min ældre bror plejede at cykle mig i skole hver dag. Både på vej til – og fra skole forlangte jeg, at han stoppede op, så jeg kunne komme ind i samtlige templer på vejen og vise min respekt. Han plejede at bande mig langt væk, som om det ikke var nok, at han måtte trækkes med min vægt til og fra skole, men at han også skulle stoppe og vente ud for alle templerne på vejen!
Når endelig jeg havde fået besøgt alle templerne og nåede frem til skolen, var det meste af skoledagen allerede gået, og tiden kommet til at tage hjem igen. Jeg var permanent sent på den. Først og fremmest sørgede jeg for at krydse mit fremmøde for guddommene af i min egen indre kalender og først derefter gå i skole. I hvert af templerne sørgede jeg omhyggeligt for at bukke foran hver eneste af dets guddomme, før jeg forlod det igen. Jeg havde et specifikt langt mantra for hver eneste af de forskellige guddomme. Hvis jeg på grund af noget hastearbejde blev nødt
til at springe min morgenrutine over en dag, sørgede jeg altid for at recitere mantraerne to gange den næste dag, i håbet om at guddommene ikke ville være vrede på mig! Og så bad jeg dem om at krydse af i regnskabet for dagen før!
Jeg havde bukselommen fuld af små stykker kamfer omhyggeligt foldet i hvert deres stykke papir med templets navn og navnet på den guddom, stykket var beregnet for, udenpå. Kamferpiller var ret dyre, så jeg plejede i stedet at købe en ordentlig stor luns kamfer, som jeg selv skar op i mindre stykker. I mit arbejde med at skære kamferen op, var jeg meget påpasselig med at stykkerne blev nøjagtigt lige store, der skulle ikke være nogen forfordeling. Når der var en enkelt smutter imellem, som var blevet meget større end de andre, gav jeg det til Annamalayar – hovedguddommen i Arunachaleshwara templet. Jeg havde ikke noget problem med at give det store stykke til Annamalayar. Han var helt uden sammenligning den største og mest betydningsfulde af samtlige guddomme!
Hvis jeg ikke havde haft tid til at brænde kamferstykkerne på udvejen, (til skolen) gjorde jeg det godt igen ved at brænde to kvoter af på hjemvejen. Så det tog sin tid at komme hjem fra skole på de dage! Templerne lå i en vis rækkefølge: først kom Karpaga Vinayagar templet, så politistationens Mariyamman tempel, så Annamalayar templet, derefter Vallabha Vinayagar templet og til slut templet foran Sri V. Thaanmal Sowkar Jain Higher Secondary School, og så kunne jeg gå i skole, det var det!
Min bror plejede at kede sig bravt, mens han stod udenfor og ventede på mig – og forbandede mig langt væk. Og jeg nøjedes vel at mærke ikke bare med at bøje mig foran hovedguddommen i hvert af templerne; nej, nej, jeg startede med at bøje mig for de to guddomme, der står vagt foran indgangen til hovedguddommen i templet – Dwarabalakars'ene - spurgte til deres velbefindende og helbred, så viste jeg Nandi (Siva's 'køretøj' i form af en tyr) min respekt og så videre!
Min bror satte gerne farten op, når vi nærmede os et tempel, i håbet om at jeg ville overse det, hvilket aldrig skete! Jeg råbte højt, 'Hey! Vinayagar templet er lige her, stop! Stop!' Og så stoppede han da også. Der var dage, hvor hans tålmodighed ikke rakte til, der måtte jeg så gå til skole istedetfor at blive kørt, men efter to-tre dage fik han gerne ondt af mig og tilbød at tage mig med på stangen igen!
Min yngre bror følte en vis tiltrækning til templer og tilbedelse. Det var langt fra tilfældet med min ældre bror, der plejede at bande og svovle altimens han sparkede cyklens støtteben ned og belavede sig på at vente på mig udenfor templerne. Nogle gange begyndte jeg på at recitere de forskellige mantraer lang tid inden vi nåede til templet, fordi jeg var bange for, at han ellers ville skælde ud over, at det tog for lang tid. Når cyklen begyndte at dreje ind mod templet, startede jeg recitationen. Så var jeg allerede færdig med det, når vi nåede templet. Så fortalte jeg ham, at jeg bare lige ville gå rundt om templet, brænde kamferen af og så komme ud igen.
Jeg havde ikke fået lært at cykle endnu som 12-årig. Og efter min oplevelse da jeg var 12, kunne jeg ikke længere cykle. (Under Swamijis fortælling afbrød en af disciplene med bemærkningen, 'Swamiji, allerede dengang i Tiruvannamalai havde du egen chauffør!' så lo Han og erklærede sig enig.) Jeg var ikke dengang klar over, at min manglende evne til at cykle havde noget at gøre med min åndelige oplevelse. Jeg var ikke klar over, at det havde at gøre med en aftagende kropsbevidsthed, som indtraf efter den oplevelse. Jeg mente bare, at jeg nu engang ikke havde talent for at kunne cykle, det var det hele. Jeg var heller aldrig bevidst om, at der var noget særligt ved mig. Jeg gik ud fra at alle var ligesom mig. Det tog jeg simpelthen for givet. Først senerehen gik det op for mig, at det ikke er for alle.' nithyananda mediterede jævnligt ved kremerings-pladserne i udkanten af Tiruvannamalai. Lange perioder, ofte hele natten, sad han i meditation og oplevede et inderligt samvær med Arunachala og en dyb længsel efter Enhed med bjerget. Når dagen gryede, gik han hjem. Overbevist som nithyanandas forældre var om kun at være værger for deres søn nummer to, accepterede de barnets noget usædvanlige tidsskema, ud fra betragtningen at de var udtryk for Eksistensens lila – leg.
Kapitel 7