Hvorfor kan en Paramahamsa blive nødt til at kæmpe; på trods af, at han allerede er fuldt Oplyst?
Når nu Paramahamsaer er realiserede sjæle, hvorfor skal de så igennem så mange vanskeligheder i deres liv – og så mange bodsøvelser i tiden før den endelige Oplysning? Det spørgsmål kan også stilles i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tilfælde. Hvis han virkelig var oplyst fra fødslen hvorfor så hele det drama han gennemgik; ni års vandring til fods uden en seng at sove i; tiggende sig til lidt mad hist og pist; siddende på hårde sten med benene foldet sammen; mediterende både nat og dag i årevis og kun iklædt et tyndt stykke stof som ly for vind og vejr! Hvorfor?
Han siger selv, at han ikke oplevede nogen form for lidelse. Set udefra ser det måske nok ud som om det må have været hårdt, og som om hele hans vej til den endelige oplysnings-oplevelse var både lang og besværlig; men det vi glemmer er at en Inkarnation i en vis forstand er fuldt oplyst ved fødslen. Han har ikke nogen kvaliteter i sig eller egenskaber – gunas på sanskrit – som motiverer ham til at gøre ting/handle/opføre sig på bestemte måder…
Man taler i øvrigt om 3 gunas : sattvaguna – en indre tilstand af ophøjet ro og fred med sig selv rajas – aktiv handlen med fokus på at opnå det ene eller andet materielle mål tamas – dovenskab; en inaktiv, ligeglad bevidsthedstilstand, umotiveret og negativ.
En oplyst sjæl har transcenderet samtlige tre egenskaber; MEN – og her kommer det :
For overhovedet at kunne være i en menneskelig krop – på planeten Jorden, dryppes der et par dråber sattva – kvalitet i Mesterens system ved hans fødsel.
Over tid og gennem hans åndelige arbejde og praksis brændes disse dråber af.
Basis for prarabdha karma, som tidligere omtalt, er almindeligvis individets 'hangover' af begær og ønsker fra tidligere liv – i en Paramahamsas tilfælde er der ikke nogen begær/vasana ved fødslen – men de her par dråber satvic guna tilsættes.
Det kan i høj grad sammenlignes med processen, hvorved guld gøres klar til at blive brugt til f.eks. at kreere smykker af : eftersom 24 Karat guld er for blødt i sig selv til at kunne holde en form tilsættes nogle få gram hærdende materiale pr. kilo.
Studiet af alle store inkarnationer viser ofte samme forløb og baggrund : som oftest vælger de at lade sig føde i en middelklassefamilie af forældre, som har i hvert fald en vis spirituel interesse og åbenhed, om end de måske ikke er 100% glade for at måtte give deres lille pode over til kirken/klostret/templet – til et liv som munk eller nonne/brahmacharya eller brahmacharini som det hedder på sanskrit.
Alle inkarnationer udviser en ægte entusiasme i åndelige emner. De er hengivne og meget ivrige fra en tidlig alder for at komme i gang med den mission, de er kommet her for at varetage. Det lader også til at være en regel, at de selv er lykkeligt uvidende om det fulde omfang af deres egen bevidstheds oplysthed, indtil tidspunktet for deres gen-Oplysning - så at sige – altså det tidspunkt hvor det hærdende materiale/satvic guna brændes af.
En Paramahamsa handler altid spontant i overensstemmelse med de begær-frø kaldet bija-karmas som kommer op fra deres kausale energi-krop. Vi har alle syv energilag eller energikroppe om man vil, rundt om vores krop-sind system.
Den første er den fysisk-materielle krop; nummer to er vejrtrækningsniveau'et, det såkaldte prana-niveau (af prana=livsenergi); det tredje er mental eller følelseskroppen; på fjerdepladsen har vi den æteriske krop som huser de 7 energicentre, chakras; femte er den kausale krop; hvis sjælen går gennem den og 'ud på den anden side' – forlader den, kan den ikke komme tilbage (det vi betegner som døden). De sidste to niveau'er er henholdsvis det Kosmiske og Nirvana. Nirvana er den tilstand en Oplyst sjæl når.
Hos almindelige mennesker opstår begær og ønsker fra de nederste niveau'er fra det fysiske til det æteriske (første til og med fjerde); nogle af de ønsker, der kommer op til vores bevidsthed er frø fra tidligere liv, der nu spirer op og når vores bevidsthed, såkaldt vasana, mens de fleste øvrige begær opstår i løbet af vores liv som konsekvens af handlinger i dette liv og social indflydelse fra omgivelserne. I det store og hele er de begær vi er fødte med kommet som en samlet pakkeløsning med tilhørende nok energi til at vi kan udføre og opnå gennemførelsen af dem i løbet af vores liv. Derfor sagde Mahavira, grundlæggeren af Jainismen da også: 'Alle mennesker, som er født her på Jorden kommer automatisk med alt, hvad hun behøver for at nå sine mål. Ingen behøver nogensinde at mangle noget, for så vidt vi blot vil have tillid til Universet.'
Vasana er den mentale attitude, der skaber begær, 'vi vil ha' mer', samskara er de fuldt udviklede begær, som popper op og ligger klar i første parket i vores bevidsthed med deres krav om opfyldelse, 'jeg må og skal altså ha' den sidste nye mobil, man kan jo gå på tv med den' o.s.v.; mens karma er virkningerne af handlinger, der er udført. Vasana kan sammenlignes med et frø, samskara med en lille plante og karma med det fuldt udvoksede træ. Det vi har med os fra det ene liv til det næste er vasana – den mentale attitude.
I en Paramahamsa er der ingen vasana ved fødslen; al karma, samskara og vasana er allerede blevet brændt af under deres Oplysning i et tidligere liv.
Så en Paramahamsa er altså reelt uden begær i sit indre, men nogle få meget uskyldige og rene 'sattviske' ønsker er blevet 'hældt i dem' lige inden fødslen med det formål at kunne fødes her på planeten i menneskelig form.
I en Paramahamsa kommer disse satviske ønskefrø op fra det kausale niveau, som er 'the point of no return' for sjælen. Kausalkroppen er i øvrigt den krop en sjæl befinder sig i, som er i koma; og som det er bekendt kan en sjæl ligge fanget i den tilstand i lang, lang tid. Så længe sjælen bliver der og ikke forlader kausalkroppen er der stadig en mulighed for at returnere til den fysiske krop; og 'vågne op igen'.
Nær-dødsoplevelser er udtryk for sjælens rejse til og med det niveau.
En Paramahamsas ønsker kommer med den fulde energi nødvendig til deres egen opfyldelse. Så – i selvsamme øjeblik et sådant spontant ønske rejser sig i Paramahamsas bevidsthed opfyldes det ekstremt hurtigt. Så såre det er opfyldt forvinder det 100% ud af hans/hendes bevidsthed igen, dør ud uden nogen form for 'hangover'.
Lad os for eksempel sige at tanken om at spise opstår i en Paramahamsa. Den tanke bringer selv sin egen opfyldelses energi. Der er energi i hans tanke; energien bag tanken bærer opfyldelsen af sig selv. Så spiser Han. Tanken forsvinder igen totalt.
Så opstår tanken 'at gå'. Han går. Det var nøjagtigt sådan THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's pilgrimsfærd; hans parivrajaka og tapas, fandt sted. Tanker og handlinger skete helt af sig selv; tanker opstod – energien bag opfyldte dem – de forsvandt atter sporløst, gnidningsfrit og totalt.
En Paramahamsa har ingen lånte eller socialt skabte ønsker. Deres ønsker og begær er udelukkende begrænsede til de helt basale behov nødvendige for udførelsen af deres mission. Derfor forbliver de tro mod sig selv, uskyldige og ægte. De oplever ingensomhelst tiltrækning til eller behov for materielle fornøjelser. Indsigten at alle fysiske og sensuelle nydelser er illusoriske og højst ustabile sidder dem helt ind i deres inderste; derfor opstår ingen behov; det kan ikke lade sig gøre, den indre 'lim', der skal til for at ønsker, begær og behov opstår, findes ganske enkelt ikke i en Paramahamsa. De bevidner blot tavst alt, der foregår omkring dem og går støt videre.
Gennem sine vandringer og åndelige praksisser var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM et blot og bart vidne til sine egne tanker og handlinger. Han så blot til idet tanker rejste sig i hans sind-krop og opfyldtes.
Forestil dig du er vant til at spise ved 12-tiden. På slaget tolv vil du opleve sult. Så spiser du og slipper sulten. Din samskara er opfyldt; den vil være brændt ud. For det meste er de tanker, der opstår i os forårsaget af andre mennesker; de ønsker og begær, der opstår i os er ikke vore egne, men lånte fra andre. Vi spiser fordi vi får at vide at 'det er spisetid nu'. Derfor medbringer de her tanker ikke deres egen lille 'pose energi', men kommer som selvdøde dyr og tynger os ned. Vi opfylder ofte disse tanker og ønsker delvist og bagefter ligger de stadig som en 'hangover' i vores bevidsthed.
I et oplyst væsen opstår ide'en om at spise først i det øjeblik kroppen reelt sender signal om at være sulten. Samme øjeblik behovet har mødt sin tilfredsstilelse dør det helt ud igen. Mad vil komme til ham et eller andet sted fra. Ønsket er født af et reelt behov; og er ikke et begær skabt af sindet.
Alle vore lidelser opstår ene og alene udfra de kunstigt skabte såkaldte 'behov'; vore ønsker er ikke vore egne. Det er det Buddha mente med sin påstand at 'alle begær leder til lidelse'. Der er den slags begær som vi tillader andre folk at fylde os med, og der er de ønsker vi tager til os fra omgivelserne uden at skænke det en tanke; det er en ubevidst proces. Buddha hentydede til de ønsker, der opstår ud af vores grådighed og jalousi; ønsker, der intet har at gøre med reelle behov, men som er kunstige lyster født af grådighed og livsløgn.
Hele hans parivrajaka – rejsen på tværs af Bharat til fods og over 9 år – var en indre rejse for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Det var langt mindre en ydre rejse. Han tilbagelagde cirka 30.000 kilometer. Med tog eller bus ville den samme afstand kunne tilbagelægges på få måneder. Men han gik hele tiden frem og tilbage; nord og syd; østpå,vestpå; så fremad igen og tilbage ad sit eget spor. Han havde ingen plan.
Når tanken opstod at tage et eller andet sted hen, rejste han sig og tog derhen. Hvis tanken var 'tag toget' – tog han toget. Han løste aldrig billet. Han havde ingen penge. Da han startede ud hjemmefra var det med beslutningen aldrig at have noget med penge at gøre.
Engang – i et tog i nærheden af Kolkata (tidl. Calcutta) - kom en billetkontrollør og bad om at se THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's billet. På stærkt gebrokkent bengali (sproget der tales i Kolkata området) iblandet hindi svarede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM 'Billet? Jeg er Brahman (den Universelle Energi), du er Brahman, toget er Brahman og billetten er Brahman. Så hvorfor skulle det være nødvendigt med en billet?!'
Mester griner højt, når han fortæller os den historie; alle er ved at revne af latter, når han genkalder sig hvordan han svarede den stakkels, forvirrede konduktør: Ki ticket?Aham Brahman! Aap Brahman! Gadi Brahman! Parchi Brahman! Ki ticket?
Konduktøren vidste ikke sine levende råd. Men han var en god mand. Han undlod at afkræve THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en billet på resten af rejsen. Ikke nok med det, ved næste station gik han ud på perronen og købte noget mad og gav til ham.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortæller, at det safran farvede klæde (tøjet swamier og swaminier går i) nyder en høj respekt i NordBharat – til modsætning fra Syden; folk ser det som deres privilegie at få mulighed for at bespise og tage sig af deres lands hellige mænd og kvinder. De fremturer ikke med det logiske argument om at 'det kunne jo være det blot er en tigger, der har iklædt sig en munks tøj og dermed være en falsk profet. Holdningen er 'nå ja, hvis nogen har behov og vi har midlerne, jamen så lad os da give dem noget mad.' Det er ægte barmhjertighed som flyder fra indre overflod uden noget krav om eller uudtalt forventning om, at der bliver gjort gengæld.
En Paramahamsas renselse
I hans pilgrimsfærdstid bevægede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs krop sig derhen, hvor hans tanker gik. Energien bag tankerne fik ham til at handle. Der var aldrig oplevelsen af 'noget mangler og jeg vil opnå det'.
Man kunne spørge: Hvad mener du med 'oplevelsen af, at noget mangler'?
Når vi har fået opfyldt et ønske 100% forsvinder alle samskaras som var relaterede til det ønske også – de brændes ud elimineres helt og holdent.
Der er intet tilbage indeni, ingen bagage, ingen rester, ingen 'hangover'.
Forestil dig, at dit væsen er en sæk bønner. Alle bønnerne indeni er bija karmas, ønskefrø og vasanas, essensen af alle dit sinds mønstre. Når ønskefrøene og essensen af sindets holdninger og attituder forsvinder falder sækken sammen.
For vores vedkommende – når vi føler os sultne – spiser vi ofte uden at være bevidste om, hvad det egentlig er vi spiser. Tit spiser vi endda uden egentlig at være sultne overhovedet, men kun fordi ' det er spisetid', eller fordi vores familie eller venner vil have at vi spiser nu. Spisningen foregår meget ubevidst og ofte uden et reelt behov for det. Så der er ikke noget underligt i, at vi ofte føler os trætte og uoplagte efter et måltid, selvom madens energi jo burde gøre os veloplagte og friske.
Når vi spiser har vi sjældent fokus på spisningen. Vi foretager os som regel alle mulige andre ting; snakker; ser fjernsyn; læser avisen; eller i mangel af bedre ser en film på vores indre lærred: hvad vi har lavet i dag, hvad hvem sagde hvornår og hvorfor o.s.v. Hvad vi end spiser, hvor meget eller hvor lidt vi spiser; når vi spiser på den måde uden at have bevidsthed med i spisningsprocessen forbliver oplevelsen af, at noget mangler. Vi spiser og spiser, men uden tilfredsstillelse, uden fuld ønskeopfyldelse; uden at få brændt samskara af.
Stort set alt hvad vi overhovedet foretager os hjemme, på arbejdet og i fritiden foregår på nøjagtig samme måde. Mens vi står midt i én aktivitet er vi allerede i færd med at planlægge den næste eller tænke over noget helt syvende – vi multitasker (på moderne dansk) uden at fokusere ordentligt på nogen af alle vore projekter.
En oplyst Zen Mester blev spurgt hvad forskellen mellem ham selv og et almindeligt menneske er. Det enkle svar faldt prompte: 'Når jeg spiser spiser jeg; når jeg sover sover jeg. Det er forskellen.'
Vores krop er en fantastisk organisme, som er i stand til at foretage mange meget komplicerede handlinger uden vi overhovedet er bevidste om det. En krop, der er så vidunderlig har overhovedet ikke brug for hjælp udefra til at vide, hvornår den har brug for næring, og hvad den vil have. Desværre overhører vi gang på gang kroppens stemme og fylder i stedet alverdens ting på systemet, som det hverken har bedt om eller har lyst til. Vi har gennem tiden overtaget en masse begær fra andre, fra yderverdenen og ved at opfylde dem spilder vi vores tid, energi, liv og opnår kun en indre fornemmelse af at 'der er noget, der mangler'.
Hvor minutiøse de end er, faktum er, at indtil Oplysningen findes selv i en inkarnation visse samskara eller uopfyldte ønsker; ligesom guld fra naturens side er legeret (ikke 24 Karat rent). I Oplysningen brændes disse samskara totalt af, kun det reneste, pureste guld er tilbage.
Der er en tydelig forskel at se på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs fotos taget før og efter Oplysningen.
Med Oplysningen fulgte det som på engelsk kaldes 'grace' – på dansk ja, en graciøsitet, en ynde i enhver af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs bevægelser, i hvert eneste træk, i hans stemme, i selve hans udstråling. Vi har ikke et komplet dækkende ord på dansk – 'grace' er ikke en tilstand, ikke en følelse, ikke blot energi…det er noget mere, noget udefinerbart, som man ellers kun ser det i glimt hos helt små børn. Åbne, uskyldige, rene og flydende, totalt og aldeles nærværende og levende!
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev spurgt hvad der ville være sket, hvis han havde modsat sig tankerne, som de spontant opstod i ham. Han svarede at det kom aldrig på tale, eftersom det virkede som om, han ikke havde noget valg.
Som han bevidnede fødslen af en tanke i sit indre, bevidnede han også dens opfyldelse. Han valgte hverken til eller fra. Eksistensen inspirerede hans handlinger.
Kapitel 3
En Paramahamsa's tilsynekomst