Forlader hjemmet
Helt fra den tidligste barndom havde nithyananda en drøm om at vokse op og blive sanyasi, omvandrende asket. I hans familie var det skik at både drenge og piger allerede som teenagere blev lovet væk til senere ægteskab. Det fandt sted så snart en pige kom i puberteten. Et passende parti blev udvalgt indenfor familiens omgangskreds. Kun yderst sjældent var der nogen, der havde noget at indvende mod de arrangerede parforhold. Både pigen og drengen ville ofte blive mindet om deres kommende forhold, og hvad familien angik betragtede alle det som en endegyldigt indgået aftale, når først de fornødne forhandlinger var på plads; således også for drengens og pigens vedkommende; de drømte ganske enkelt ikke om, at tingene kunne være anderledes.
nithyanandas ældre bror var allerede blevet matchet op med en af familiens fjernere kusiner, og nu var turen kommet til nithyananda. Med stor ildhu gik familien i gang med at diskutere mulighederne. En dag var der en ældre kvinde i familien, som begyndte at snakke om det, mens nithyananda selv var til stede. Drengen stirrede hårdt på hende. Damen følte sig ubehageligt til mode over det, og spurgte ham derfor, hvorfor han kiggede sådan på hende. nithyananda blev ved at stirre og kiggede intenst ind i hendes øjne. Det gik nu op for hende, at han åbenbart ikke brød sig om, at hun diskuterede hans ægteskab, og spurgte hvad han dog havde imod ægteskab og hvorfor han var så oprørt? nithyananda spurgte hende noget barsk, hvad hun egentlig selv mente at have fået ud af sit eget ægteskab. Kvinden svarede ikke; i stedet spurgte hun hvad han ville være, når han blev voksen. nithyananda svarede prompte og uden skygge af usikkerhed i stemmen, 'Jeg vil være en swami – en sanyasi.'
Så tegnede han en tegning af sig selv, som han regnede med at se ud som voksen. Billedet forestiller en hinduistisk munk iført en turban, samme hovedbeklædning som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bruger i dag.
nithyanandas mor var ikke i tvivl om sønnens forkærlighed for at blive munk. nithyananda var tæt knyttet til sin mor. Selv i midten af teenageårene plejede han at lægge sig med sit hoved i moderens skød og fortælle hende om sine åndelige oplevelser. Han brugte meget tid i køkkenet med at sidde og tale med sin mor. Nogle gange når nithyananda var i fuld gang med at fortælle historier, grine og spille fransk klovn, kunne hans mor pludselig blive ked af det og få tårer i øjnene; det var som om hun vidste, at dagen hvor han endeligt ville forlade hende, snart ville komme.
I Hindu familier, specielt i så små landsbyer, som den nithyananda var ud af, i storfamilier som nithyanandas, var det kotyme at sønnerne blev i samme hus under samme tag, også efter de blev gift. Sønnerne arvede familiens rigdomme og blev derfor hjemme, mens døtrene, når de giftede sig, blev del af deres mænds familier.
nithyananda havde oplevet trang til at gå hjemmefra allerede fra sine spædeste teenageår. Nu var han blevet sytten, havde afsluttet sin ingeniør uddannelse fra universitetet i Gudiyattam i nærheden af Tiruvannamalai, og kunne ikke vente længere.
Akademiske studier stod ikke højt på nithyanandas dagsorden i hans søgen efter Sandheden. Han spildte ikke meget tid med at læse i sine studiebøger. De klasser han dog beærede med sin tilstedeværelse, deltog han koncentreret i, og det var nok til at han bestod eksamen med udmærkelse. Efter at have afsluttet studentereksamen på kollegiet i Tiruvannamalai blev han optaget på Polyteknisk Læreanstalt i Gudiyattam. Han boede til leje på et værelse i byen. Selv i den periode, mens han var væk hjemmefra, tilbragte han det meste af sin tid alene i meditation og gik aldrig ud med vennerne, som plejede at hænge ud og lave sjov sammen, gå i biffen og den slags.
På spørgsmål fra en af sine venner om, hvad han egentlig regnede med at få ud af at spilde al den tid med at meditere, svarede nithyananda, 'Den dag vil komme, da du vil blive nødt til at stå i kø for at modtage min velsignelse. Da vil du kende svaret.'
For nylig under en turnè rundt i staten Tamil Nadu, nåede vi til Tiruvannamalai, hvor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gav satsang og darshan. På et tidspunkt signalerede Mester til os om at komme over til sig, hvorefter han udpegede sine gamle klassekammerater for os, som i sin tid plejede at gøre grin med ham og hans meditation. De stod nu i kø og ventede på at komme og få hans velsignelse, efter han først havde givet foredrag og instrueret forsamlingen i meditation. Da det blev deres tid og de nu voksne mænd stod foran Mesteren, brød de alle som én sammen i gråd og hulkede ubehersket af bare rørelse, hvorefter de bukkede sig for Hans Fødder. Vi stod og så til, mens Han under skælmsk latter og med ægte medfølelse tog dem i sine arme den ene efter den anden.
Som sagt, da først han havde afsluttet sin uddannelse, blev trangen til at bryde ud og gå hjemmefra overvældende. Han følte tiden var kommet. Han følte, at han ikke kunne fortsætte med at leve som han plejede derhjemme, et øjeblik længere. Hele hans liv syntes én stor løgn. Det føltes klaustrofobisk at måtte leve i overensstemmelse med samfundets mange ud –som uudtalte leveregler. Den samfundsskabte ufrihed.
For nylig faldt vi over nogle optegnelser i vores arkiv i ashrammen i Bidadi, hvori vi fandt følgende dagbosoptegnelser gjort af den syttenårige THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, på tamilsk, få dage inden han gik hjemmefra. De illustrerer, hvad der triggede ham til at tage den endelige beslutning.