Afsky for samfundets dobbeltmoral🔗

nithyanandas farmor døde i den modne alder af 104 år, da han selv var omkring 12.

Damen, hvis navn var Kannamma havde ikke selv nogen børn, men en af nithyanandas onkler havde til opgave at tage sig af hende. Onklen og hans kone var ikke specielt glade for jobbet og fandt altid på den ene eller anden undskyldning for ikke at tage sig af den gamle slægtning. Damen selv var en meget besværlig og ubehagelig person. Hun var nærig, selvom hun rent faktisk havde masser af penge. Hun bad ofte nithyananda om at gå ud og købe tobak til sig, og når han så bad om penge til det, sagde hun, han skulle få dem af sin far. Den gamle dame nægtede at give så meget som et glas vand fra fællesbrønden i midten af huset, til naboerne, i tilfælde af tørke.

Da hun døde, græd familien tørre tårer. Den mest medfølende person var nabolagets læge, der tog sig af hende lige til det sidste, og det på trods af, at han var én af dem, hun havde nægtet vand.

Kort tid inden gæsterne til sørgehøjtideligheden var inviteret til at komme, afklædte familiens kvinder sig deres gode sarier, tog nogle gamle og billige på og tog også alle deres smykker af, som det er skik og brug.

Ligeså snart gæsterne var kommet indenfor døren, gav de sig alle til at hyle op som på bestilling – eller rettere som om de var noget så kede af det. Ikke så såre var den formelle grædeperiode overstået, som kvinderne nemt og ubesværet tørrede kinderne og kastede sig ud i intens samtale med gæsterne, hvor al den nyeste landsbysladder ivrigt blev drøftet samtidig med, at man serverede snacks og drinks og i det hele taget hyggede sig storartet. Hver gang et nyt hold slægtninge kom på besøg var proceduren den samme, der blev hylet i kor så det var en lyst. nithyananda var chokeret og overrasket over hykleriet.

Mens kroppen stadig lå lit de parade i huset, og slægtninge endnu var i færd med at ankomme for at kondolere, gik den nærmeste familie til damen ind i hendes soveværelse, hvor boksen med hendes smykker lå gemt under hendes seng. De boede 27 familier under samme tag og alle som én påstod de, at smykkerne retteligen tilhørte dem; hvorfor intense forhandlinger og diskussioner brød ud allerede inden liget var blevet koldt. Familien sendte bud efter en guldsmed til at valuere kostbarhederne.

Ved den lejlighed mistede nithyananda al respekt for sin familie og dens samfundsskabte materielle fiksering. Han grinede højt og uhæmmet af deres opførsel. En af hans onkler langede ud efter ham for at give ham en på kassen, idet han troede drengen var i chok på grund af damens død. nithyananda fangede hans hånd inden den ramte, holdt den fast og sagde til ham, at hvis han prøvede på at slå ham igen, ville han gå ud til resten af de pårørende, som befandt sig rundt om i huset udenfor værelset, og fortælle dem, hvad familien havde gang i; at de rent faktisk stod og handlede om at dele rovet efter den døde, endnu inden kroppen var kremeret. nithyanandas mor advarede onklen om at tage sig i vare for hendes søn, som absolut var i stand til at gøre, som han truede med. Hun forsøgte så at få ham til at spise for på den måde at bortlede hans opmærksomhed. Så begyndte et hundeslagsmål af en diskussion familiens medlemmer imellem, om hvem der skulle betale for begravelsen. nithyanandas far, en mild og uskyldig mand, som hadede skænderier, skyndte sig at indvillige i at tage sig af samtlige omkostninger i den forbindelse, for at undgå yderligere disputter hvad det emne angik.

Fuld af afsky for deres opførsel fandt nithyananda sin kopi af Bhagavad Gita frem, stillede sig hen foran liget og begyndte at synge versene højt (på det tidspunkt havde han allerede haft sin første åndelige oplevelse – de 360 º). Det var sandsynligvis den eneste indsats som direkte hjalp den gamle dames sjæl til at kunne forlade kroppen på fredfyldt vis, og på trods af hele ståhejen, der omgav hende.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM berettede senere for os: 'Det var den første bevidste død, der fandt sted i mit nærvær.'