THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger:
Når du dropper ego'et, vil du ikke længere have spørgsmål, kun eventuel tvivl. Tvivlsspørgsmål afspejler din tillid til den person, som du spørger. Spørgsmål er udtryk for din egen indre arrogance.
Sin unge alder og manglende erfaring til trods, havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en meget dyb forståelse for, hvad Annamalai Swamigal havde sagt. I sit væsens dyb forstod han, at det var sandhed. Men han ønskede at opleve den sandhed, som han havde forstået den. Ikke blot en intellektuel forståelse, men en levet virkelighed. Kun da ville det være hans sandhed, hans virkelighed. 'Hvis det er sandt, at jeg er ånd og ikke kun krop, så vil jeg altså være upåvirket af smerte; hm, lad mig undersøge nærmere om det virkelig er sådan, det hænger sammen,' besluttede den unge knøs.
Den nat kunne THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke sove. Annamalai Swamigals ord red ham som en mare. Den oplyste Mesters vibrerende personlighed og gennemborende blik stod lyslevende i hans hukommelse. Han blev nødt til at undersøge, om det Mesteren nærmest en passant havde nævnt under sin satsang, sit foredrag, virkelig kunne være sandt.
Han sagde til sig selv: 'Så fascinerende end påstanden om at smerte og lidelse ikke har hold i virkeligheden måtte lyde, så er min virkelighed dog en anden. Jeg og andre føler smerte, når vi kommer til skade. Hvis jeg falder og slår hul på knæet gør det ondt. Indtil videre har min oplevelse af virkeligheden været anderledes end Mesteren påstår. Jeg bliver nødt til at undersøge sagen nærmere.'
Som sagt så gjort. Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM vågnede næste morgen, gik drengen sporenstregs ud i køkkenet, åbnede skuffen, tog en kniv op og skar sig i låret lige under stedet, hvor hans shorts gik til. Det var et dybt snit og blodet væltede ud. Det gjorde rigtig ondt, men THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tog sig i at skrige højt for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed. Han var også noget overrasket over, at det gjorde så ondt, eftersom han havde stolet på Mesterens ord og forventet, der ikke ville opstå nogen smerte. Nogle minutter senere kunne han ikke længere holde det ud, men gik ind til sin mor, som straks tog ham med hen til den nærmeste læge. Lægen syede ham, moderen gav ham en endefuld, og smerten var stadig følelig et godt stykke tid efter. Arret ses endnu på hans lår.
Nogle dage senere, da han var kommet til hægterne igen, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ned i templet, opsøgte Annamalai Swamigal og beskrev for ham, hvad der var sket. Han afkrævede dernæst læreren en forklaring, 'Du påstod, at denne krop ikke er virkelig; at smerte ikke reel; at der ikke ville være nogen smerte og lidelse. Men da jeg skar mig gjorde det ondt. Og ikke nok med det, min mor gav mig også smæk, som gjorde ondt. Hvorfor?' Annamalai Swamigal lo og sagde, 'Jeg bad dig jo ikke om at skære i dig selv for at teste mine ord. Hvorfor gjorde du det?'
Annamalai Swamigal forstod alvoren i drengens søgen; hans villighed til at 'gå gennem ild og vand' i sin søgen efter sandheden, og for at undersøge validiteten i et begreb han indtil videre kun havde forstået rent intellektuelt. Han besluttede derfor at hjælpe drengen i hans åndelige søgen og spurgte ham derfor, om han var parat til at følge en vis meditationsteknik, han i så fald ville indvi ham i. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM accepterede straks tilbudet. Annamalai Swamigal gav nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en dybere forklaring på, hvordan sammenhængen er mellem krop, sind og ånd, og lærte ham en enkel teknik, hvormed man følger sine tanker tilbage til deres udspring.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte ham, 'Swami, hvorfor lærte du mig ikke bare den teknik lidt før? Der var jo ingen grund til, at jeg skulle skære i mig selv for at få den her teknik. Jeg kunne have undgået at skulle igennem al den smerte og lidelse.'
Annamalai Swamigal sagde, 'Min søn, lad ikke den smerte bekymre dig. Den skal nok gå i sig selv igen. Du har udvist den sande søgendes mod til at teste virkeligheden for sig selv. Dit mod skal befri dig. Det er guld værd og smerten for intet at regne i forhold til det.'
De ord indprentede sig dybt i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs sind. De satte gang i en transformationsproces i ham. De ord lå i hans sind som en indre styrke, han kunne ty til i tvivlens stunder, når han engang imellem blev usikker på, om han nu også var på rette vej. De indprentedes og blev en kilde til at gå dybere, til at intensivere sin søgen.
Hele den oplevelse med det selvpåførte sår inspireret af Annamalai Swamigals lære, og den meditation han efterfølgende indviede drengen i, blev en milepæl i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs unge liv; et nyt kapitel tog sin begyndelse. Oplevelsen hjalp ham til at gå bag om tankernes illusion – at gå direkte til tankernes udspring.
Selve oplevelsen af det sete som objekt, processen at se og seeren som subjektet, der ser det sete, er i sin helhed blot tanker af forskellig intensitet og svingningsgrad. Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM mediterede på tankernes oprindelse, indså han hurtigt, at alle de tre: personen der ser, processen at se, og objektet der ses, i virkeligheden ikke er tre, men én og den samme. Blot udtryk for forskellige grader af illusion skabt af hans eget sind. At gå til tankernes kilde er at gå til nu'et. I nu'et eksisterer kun tilstanden 'at være' – den rene væren, intet andet.