Annamalai Swamigal og det selvpåførte sår🔗

Nårsomhelst lejligheden bød sig, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i gang med at gøre Arunchalatemplets guddommes statuer rene. Efterhånden havde der samlet sig en lille gruppe drenge omkring ham, der så ham som deres leder og gjorde, hvad han bad dem om. De gik rundt i Tiruvannamalais templer, gjorde statuerne rene, dekorerede dem og organiserede mindre begivenheder i omegnen.

En kvindelig læge, som var ven af familien, erindrer sig at den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, når han opdagede en guddom som bare stod og forfaldt og ingen tog sig af den, eller et vanrøgtet tempel, ville græde over det først - og derefter ville han omgående sætte en komplet rengøring af hele stedet i fuldt sving.

Da han var omkring 10, begyndte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM regelmæssigt at gå hen i Ramana Maharishis tempel i Tiruvannamalai. Første gang var det en slægtning, der tog drengen med sig, men efter den gang gik han alene derhen på eget initiativ. Han tilbragte timer i ashrammen med at meditere og læse bøgerne fra ashrammens bibliotek. En dag kom én af hans slægtninge derhen, samtidig med at han var der, og tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med hen til et hjørne af templet hvor en oplyst discipel af Ramana Maharishi ved navn Annamalai Swamigal holdt til – sammen med sine disciple. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik nu for vane at gå derhen hver dag og sidde og lytte til Mesterens foredrag – satsang – sammen med disciplene.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM beretter at en del af charmen ved at besøge Annamalai Swamigal var, at han altid delte karameller ud efter klassen, det kune den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM rigtig godt lide! Annamalai Swamigal var Mester i advaita filosofien, læren on altings udelelighed, ikke-dualitet, enhed. Ifølge advaitisk filosofi er der ingen adskillelse det individuelle og det guddommelige imellem; de er begge èt; én Enhed. Det er vor uvidenhed i form af de illusioner og indbildte forestillinger vi gør os om altings sammenhæng og om virkeligheden, maya, som forhindrer os i at erkende vor egen guddommelighed; at vi selv er skabt i Guds billede.

En dag i løbet af klassen hørte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Annamalai Swamigal udrede konceptet maya, illusion, således, 'Vi er ikke kroppen; vores fysiske krop er ikke ægte; sand er kun ånden; ingen smerte kan påvirke ånden; vi eksisterer hinsides al smerte og lidelse.'

Maya som begreb er fundamentet for hele advaita-filosofien, som den er udlagt af Mesteren Shankara, og de vediske principper – Vedanta - fremsat af ham. Vedanta betyder ordret oversat 'al videns endeligt', og som sådan søger vedanta at fastlægge og forklare alt, hvad der overhovedet er at vide om livets sandhed. Helgener som Ramana Maharishi og hans efterfølgere som her Annamalai Swamigal, forklarede den Ultimative Sandhed om individets iboende Guddommelighed gennem uddybende udlægninger af begrebet maya eller illusion. Ya ma, iti maya, siger skrifterne. Det betyder, 'det, som ikke er sandt, er maya'; maya oversættes til dansk med ordet illusion, gøglebillede, blændværk, indbildning. Altså det faktum, at vi ser det vi ønsker at se, og ikke oplever, ser virkeligheden, som den faktisk er. Vi ser alle verden som gennem farvede brilleglas…og farverne består af vore individuelle forestillinger, fordomme, ide'er, tanker og lyster. Vi lever i en fantasiverden gjort af vore egne drømmes stof.

Upanisaderne siger:

Som vore tanker er, er vore lyster; som vore lyster er, er vor vilje; som vor vilje er, er vore handlinger; udfra vore handlinger formes vort liv.

Vi drives fremad af vore lyster, vores begær. Disse vore ønsker tager form af tanker og er som sådan broen mellem, det vi kalder fortid, og det vi opfatter som fremtid. Vi prøver hele tiden at genskabe vores fortid ligesom den var engang, hvis den altså var dejlig, eller som den burde have været, men ikke var. Fortiden kan imidlertid aldrig genskabes. Hverken 'fortid' eller 'fremtid' er virkelig. Den ene er død og borte og kan aldrig genopstå, den anden er ren spekulation. Hvis man analyserer de to størrelser er det nemt at indse, at ingen af dem har nogen reel substans. Vi kan nu engang ikke lave fortiden om; hvad der er sket, er sket – og hvad fremtiden bringer er for evigt et mysterie. Selv de af os, som måske bilder os ind, vi har noget så meget check på vores liv og skæbne, kommer til kort i samme øjeblik vi indser, at vi rent faktisk ikke engang kan være sikre på, om vi kommer til at opleve det næste åndedrag. Selv så enkel en funktion som vejrtrækningen står ikke under vor kontrol. Ikke desto mindre puster vi os op i evig forvisning om vor egen storhed, magt og ære. Det faktum, at vi har en fri vilje, hvormed vi kan vælge at handle på den ene eller anden måde, gå i den ene eller anden retning, som livet byder sig, er irrelevant i forhold til spørgsmålet, hvorvidt vi er i stand til at skabe vores fremtid. Vor nutid kan og bør vi øve indflydelse på; men det er også alt vi kan og bør gøre. Fremtiden er udenfor vor magtsfære.

Ikke desto mindre kredser vores tanker og indre monologer konstant om henholdsvis fortid og fremtid, hænger fast i dilemmaet mellem de to størelser. Vores sind forsøger at oversætte alting baseret på hvad det husker, som værende sket i fortiden, og hvad det ønsker skal ske i fremtiden. Vi kan få timer til at gå med 'analyse' af disse illusoriske dilemmaer: sammenholdning af fortidens 'fakta' med fremtidens ønskedrømme.

Hvis vi bare et øjeblik kunne tillade os at slippe tankerne og ønskerne, træde et skridt tilbage fra sindets uafladelige trummerum, da vil vi befinde os i nu'et. Da ville vi opleve virkeligheden, som den er, livet, som det er, Fryd og Lykke, som er.

At være i nu'et er forudsætningen for at have en solid jordforbindelse, være 'nede på jorden', som man siger, at være fri af maya. Kun i den tilstand ser vi livet, som det er, og ikke blot, som vi ønsker det måtte være.

At være i nu'et er at være forventningsløs, at 'tage tingene som de kommer', der er ingen 'hangs', fordi der ikke er nogen forventninger; ingen følelsesmæssige tilknytninger giver en lethed i sjælen, vi føler os lette uden vægten af alle vore uopfyldte ønsker, uden samskara, og vi er tæt på den Oplyste tilstand.

Nu'ets forventnings – og bekymringsløse tilstand er lidelsesfri. Det er hvad Buddha mente, da han sagde at begær avler lidelse; at vores tilknytning til vore begær, ønskernes 'hangover', producerer smerte. Opmærksomhed, evnen til at være tilstede her og nu, sætter en effektiv stopper for al lidelse.

Da Annamalai Swamigal hævdede, at smerte ikke findes, var det med reference til den lidelse som ofte er forbundet med fysisk smerte. Rent fysisk smerte er altid udholdelig; det er den følelsesmæssige lidelse, der kan slå selv den største ridder af marken; den lidelse, som ofte hægter sig på den fysiske smerte, og som vi har store problemer med at holde ud.

Det er almindeligt at man tiltrækkes af begreber og ide'er, som virker positive, men som man normalt slet ikke havde tænkt kunne være virkelighed. Og at, hvor gerne man måske ville tro på pågældende ide'er, ens sind pr. automatik disker op med allehånde grunde til, at det kan da vist ikke være rigtigt. Medmindre du i den situation sætter spørgsmålstegn både ved de nye begreber, ide'er, og ved din egen umiddelbare modstand, kommer du ikke sandheden nærmere.

Den indstilling, som forholder sig åbent og afventende overfor 'virkeligheden', som giver andre tankemåder, end de man er vant til, en chance, er kendetegnende for en ægte søgende sjæl. Kun den sande søgende stiller sig ikke tilfreds med virkeligheden, som den påstås at være; eller accepterer et koncept som 'rigtigt' blot fordi det umiddelbart lyder godt; hun sætter per definition spørgsmålstegn ved begge dele. Hun vil undersøge logikken bag en påstand, indtil hun er fuldt tilfreds. Hun vil tvivle på virkeligheden og blive ved med at tvivle, til hun når ned i laget bag ide'en, bag påstanden, til hun opnår en ægte indre oplevelse af tingenes tilstand, en indre vished om at, sådan ER det, eller sådan er det i hvert fald IKKE.

Desværre begår vi ofte den fejl, at vi stiller vore spørgsmål udfra 'virkeligheden', som vi allerede har godtaget den. Vore spørgsmål opstår for at vise, at vi – allerede – ved. Den type spørgsmål er voldelige af natur; er selvhævdelsestrang, vi vil vise os klogere end de andre/den anden. Spørgsmål af den art er kun egnede til at trække flere spørgsmål med sig, eftersom hele grundlaget for en sådan samtale ikke er åndeligt baseret, men derimod baseret på ego'ets selvhævdelsestrang og en manglende åbenhed for modpartens eventuelle indsigt og viden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs spørgsmål udtrykte snarere den oprigtigt søgendes tvivl opstået i processen med at fastslå, hvad der er virkeligt og hvad falsk, en barnets åbenhed og uskyldighed snarere end den voksnes arrogante bedrevidenhed.