En inkarnations bevidste fødsel🔗

En råkold morgenstund i løbet af efteråret 2005 sad en gruppe af os for Mesterens fødder i den nyligt åbnede ashram i Duarte i udkanten af Los Angeles.

Han talte til os om baggrunden for sin bevidste fødsel.

Det tager lidt tid for en nyfødt hvalp, killing eller menneskebaby at finde sig til rette i sin nye krop og være fuldt manøvredygtig i kroppen. Rent faktisk er menneskebabyen det dyr, der har brug for længst tid til at kunne rejse sig og gå. En hvalp eller en kalv til eksempel rejser sig på sitrende ben, karter lidt rundt, men er totalt godt gående blot et par dage efter sin fødsel. Menneskebarnet derimod kræver et par måneder efter fødslen inden det så meget som bevæger sig lidt – lærer at kravle…o.s.v.

På samme måde udvikler den menneskelige psyke sig også stille og roligt over tid. For at udvikles og opnå befrielse kæmper menneskesjælen sig gennem sine samskaras. Som tidligere nævnt er samskaras den samlede sum i et menneskes sind af samtlige tidligere livs og dets nuværende inkarnations dybereliggende erindringer og ønsker. Fra det øjeblik vi går ind i fosterkroppen i mors mave begynder vi at opleve og at samle på oplevelser. Nogle af disse oplevelseserindringer går videre til vort næste liv, henholdsvis vi er født med et vist reservoir af imprints i vores sind fra tidligere liv. Disse erindringer er uden vor bevidste opmærksomhed indgraverede i vort krop-sind system. Disse samskaras er drivkraften bag størstedelen af vores handlinger – og det ofte uden vi egentlig selv er klar over hvorfor eller hvad, der sker – man kan med god ret hævde, at vore samskaras kører og kontrollerer vores liv, snarere end at vi egentlig selv sidder i førersædet.

De fleste af os er bundet op på vores samskaras og bruger hele vores liv på at rende efter dem, for evigt utilfredsstillede. Når en ydre oplevelse trigger vores indre print vågner den slumrende samskara op på ny og 'kommer op til overfladen' – fra underbevidsthedens dyb – med sit insisterende krav om øjeblikkelig tilfredsstillelse. Mange af disse samskaras følger med os fra liv til liv som basale tankemåder og attituder. Ganske få af os, nogle få heldige kartofler, som er så privilegerede at have en oplyst Mester som guide finder måske veje til at slippe ud af vore samskaras spændetrøje. Via meditation og meditativ indsigt eller som det sker nogen gange gennem ren og skær hengivenhed til Mesteren, til Eksistensen – er det muligt at 'slippe fri' opnå 'liberation' eller ja, Frihed med stort f!

Disse få heldige sjæle har allerede fra fødslen et stærkt og målrettet begær efter Frihed. De har ikke opnået Oplysning i deres tidligere liv, ofte har de tidligere haft liv sammen med eller tæt på Oplyste Mestre, men er af den ene eller anden grund ikke nået helt i mål.

Få er disse sjæle, der fra starten af deres liv med nærmest desperat intensitet søger og endelig finder Frihed, Oplysning, 'liberation', mukti, moksha eller hvad man nu ønsker at kalde denne oplevelse af enhed med Universet, med det Guddommelige, Eksistensen, Kosmos – og de er det vi kalder frigjorte sjæle eller på hindi jeevan muktas.

Jeevan mukta er ikke at regne som en 'inkarnation' i betydningen en avatar. En jeevan mukta starter ud ligesom alle os andre dødelige og går gennem en vis proces, inden hun når den endelige realisation af hendes egen iboende guddommelighed. Hun ankommer derimod ikke til planeten fuldt bevidst, fuldt vågen allerede fra fødslen, men må gennem praksis, sadhana, intellektuelle indsigter, jnana, hengivenhed, bhakti og meditation, dhyana gå spiritualitetens vej til målet er nået.

Så er der inkarnationerne. En inkarnation lader sig føde fuldt bevidst med opmærksomhed og klarhed over egen indre guddommelighed. De kan også ses udøvende visse sadhana eller spirituelle praksisser, men i deres tilfælde er det altså ikke nødvendighed med henblik på at opnå Frihed som er drivkraften bag deres handlinger, men derimod skal deres såkaldte sadhana snarere ses som et reelt udtryk for deres egen iboende guddommelige persona.

Det er vigtigt at forstå forskellen her: inkarnationen er en allerede fuldt oplyst sjæl som er sendt her til Jorden med et bestemt, nærmere afgrænset mål for øje, en mission defineret af

Eksistensen selv. Det er som om deres energi suges her til Jorden på foranledning af Eksistensen selv, når det er klart at menneskeheden har brug for lige netop den type Oplyst Energi. Den Oplyste Mester træffer ikke selv noget valg m.h.t. sin inkarnation, det sker bare…ligesom et æble ikke beslutter at 'nu i dag vil jeg lade mig falde til jorden' – det falder bare, når tiden er inde og det er modent!

Inkarnationen er som den legendariske svane, Paramahamsa. Disse fugle oplever en bevidst fødsel. Paramahamsa er inkarnationer som kom til Jorden med 100% fuld bevidst opmærksomhed, fuldt flyvefærdige fra dag eet.

Jeevan muktas derimod er ligesom hvalpe, kalve og babyer der må kæmpe sig op at stå. Men ulig andre småskabninger lærer jeevan mukta til sidst at flyve og når samme stade af indsigt som Paramahamsaerne. Oplyst er oplyst, enten er man det eller ikke; du kan ikke være 99% Oplyst, lige ved og næsten slår ingen mand af hesten som det ganle ord siger…så forskellen mellem dem er altså udgangspositionen hvor Paramahamsaen er klar fra fødslen og hans såkaldte sadhana blot er udtryk for at han ønsker at inspirere os andre og skabe de bedst mulige omgivelser for os andre.

Man kunne så overveje hvorvidt man monstro selv er en hvalp eller en svane.

Da netop det spørgsmål blev stillet ham svarede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, 'Hvis du allerede er en svane ville du ikke føle trang til at være her. Men du er som mindstemål en hvalp, ellers ville du ikke være nået så langt som hertil og kunne stille spørgsmålet!

Hvis du er en svane ville du ikke have stillet spørgsmålet; det er bare noget du ville vide!'

Avataren THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM

Vi som har haft det store held at komme i kontakt med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM regner den begivenhed som den absolut største velsignelse nogensinde i vores liv. Det er vores oplevelse at Han er en ægte inkarnation, en avatar; ja faktisk må Han på linje med i sin tid Mesteren Krishna regnes for en Poornavatar.

Andre oplyste Mestre er igennem tiden med rette blevet tilbedt som inkarnationer. De viste hver for sig det ene eller andet af de fem såkaldte bhava, (relationer) hvorigennem folk tiltraktes til dem og blev deres disciple; dasa bhava, relationen mellem en Mester og hans tjener, som i tilfældet mellem Lord Rama og hans tjener Hanuman; vatsalya bhava, moder-barn relationen som det sås mellem Yashoda og Lord Krishna; matru bhava, barn-mor relationen som eksemplificeret i forholdet mellem Ramakrishna Paramahamsa og Moder Kali; sakya bhava, venskab som det fandtes mellem Arjuna og Krishna og endelig madhura bhava, relationen med den elskede som Meera helt åbenlyst udviste i sit forhold til Krishna.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som Poornavatar, og fuldt på linje med datidens Krishna, viser Maha Bhava hvilket vil sige flere eller samtlige bhavas samtidigt – i én og samme inkarnation. Vi har set Ham være en charmerende Krishna én dag, en seriøst koncentreret Siva en anden, en kærlig Devi en tredje og en multifacetteret Vishnu CEO til andre tider!

Det er helt umuligt at afgrænse Ham. 'At definere mig', udtaler Han, 'at fastholde eet specifikt aspekt af mig er at lægge mig død. Jeg er jo levende og jeg transformerer mig, udvikles og ændres hvert eneste øjeblik.'

Det eneste vi kan være helt sikre på med denne Mester er, at der ikke er noget som helst vi kan være sikre på!

Som Han så ofte siger, 'Kan du måske forudsige hvilken vej Gangesfloden vil flyde? Hvor hun vil vende sig næste øjeblik? Hun er natur og det er jeg med; jeg flyder med universet og har reelt ingen ide om, hvad der vil være mit næste træk, det er noget Parasakti bestemmer – og ikke denne krop.'

Hvor ofte har vi ikke stået foran denne Naturens kraftkilde og undredes, opmærksomme og helt åbne som svampe sugende Hans energi til os, opfyldte af kærlighed og dyb taknemmelighed for det enorme privilegie det er, den overvældende velsignelse at blot være til i Hans Nærvær.