THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger:🔗

'Folk spørger mig nu, hvorfor jeg har ashrams. Hvad er ide'en i at leve i en ashram som i et kollektiv? Hvad er forskellen mellem ashrammen og en storfamilie?'

Vi bør opfatte andre mennesker ikke som blot sociale fordele, men som bevidste væsener. Hvis du er læge, er din profession at være læge; dit væsen er ikke læge. Mesteren forsøger at hjælpe dig med at genvinde dit indre rum, dit væsen. Du er mere end blot – til eksempel - doktor; du er dit indre rum. I sin ashram hjælper THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM folk til at erobre deres indre Space. I sammenligning med det indre rum vil den ydre verden, som vi hidtil har tilbragt det meste af vores tid i, virke småt og ubetydeligt. Man interesserer sig ikke længere for det. Man synes ikke længere det er vigtigt, hvad man har eller ikke har i yderverdenen.

Det ydre liv er kun en lille del af vores liv. Du spørger måske, 'Hvorfor kan jeg ikke nå det stadie hjemmefra? Hvorfor er ashrammen nødvendig?'

Dit hjem er baseret på ide'en om et samfund. Det får dig til at glemme sandheden. Det indre rums realitet er selve rygraden i en ashram; dets omgivelser,dets struktur, alt i ashrammen udtrykker ideologien bag det indre rum. Dine venner og din Mester vil ikke tillade dig at glemme det. De første10 dage efter at være kommet hjem fra at have mødt Mesteren, hørt Hans foredrag, deltaget i Hans meditationsprogrammer, vil vi være i højt humør. Så tager samfundet over; ufriheden kommer tilbage. Folk vi møder og interagerer med i det daglige udgør en stor indflydelse på os. Kropssprog er sindets næring. Det er vigtigt at selve kropssproget af de folk, som vi omgås med i det daglige, holder os på rette spor. I ashrammen er maden positiv. De folk vi ser og omgås i ashrammen hjælper os med at overvinde vores svagheder, fremfor at udnytte dem. De hverken dømmer eller kritiserer. Samfundet derimod dømmer os konstant; hvis vi handler, som samfundet vil det, belønnes vi; hvis ikke, bliver vi straffet.

Ashram udtrykker en højere virkelighed. Buddha talte om a følge buddha (den oplyste Mester), sangha (fællesskab af mennesker, der ønsker at leve i o.e.s. med Mesteren og følge Hans lære) og dharma (Læren) for at nå Eksistensens Ultimative Sandhed. Sanga'en eller ashrammen og livet i den, udgør rette omgivelser for vejen mod visdom. Selv om vi måtte glemme vejen, er sangaen, de andre folk i ashrammen, der, til at minde os om den. Der vil altid være én i nærheden til at minde os om de højere idealer, vi har besluttet at følge. Ashrammen yder et kærligt, medfølende rum at udvikle os i. I den ydre verden vil andre mennesker konstant gøre deres 'bedste' for at lægge os vores spirituelle mål hindringer i vejen, og uafladeligt komme med deres snæversynede, intellektuelt baserede holdninger til hvad det er vi laver, og hvorfor vi hellere burde lave noget andet!

I ashrammen derimod opfordrer fællesskabet os til at holde fast i vore mål og række efter stjernerne.

Mennesker er ude af stand til at leve som isolerede strukturer, blot som individer.

'Intet menneske er en ø', som John Donne udtrykte det. Mennesket er et socialt dyr. Når vi konstant mindes om de højere sandheder, vil vi leve dem, udtrykke dem. Sanga handler om at opleve og udtrykke salighed. Det er hele formålet med skabelsen af en ashram.

Ashrammer er epicentre for intense lyksaligheds energi-bølger; bølger der får det indre rum til at rystes i sin grundvold og ændres; hvad vi end før har bygget op knuses og jævnes med jorden.

Når man sidder for Mesterens fødder fjernes al indre tvivlen; man modtager den energi, der er nødvendig for at nå højere åndelige niveauer. Det er let at elske Mesteren; betydeligt meget sværere er det at elske vores medmennesker. I ashrammen lærer folk at elske hinanden uden at stille betingelser for kærligheden og uden at der skal være en årsag – 'hvad giver du mig til gengæld for at jeg elsker dig' er en udbredt ekstrem forretningsmæssig måde at relatere til andre mennesker på, og sørgeligt udbredt i det vi kender som samfundet i vore dage. Lykke deles uafhængigt af Mesteren. Ashrammen er en ideologisk baseret storfamilie. Den er ikke baseret på blodets bånd, den familie man ikke selv har valgt, og som man ikke nødvendigvis deler synspunkter med. Ashrammen er en dyb følelsesmæssig ideologisk forbindelse. En måde at leve sit liv på, der kræver en vis grad af modenhed. Det er ikke en teori, men en virkelighed, der står sin prøve netop ved at blive levet og oplevet.

Det er ikke en forudsætning for at leve i en ashram at man giver afkald på alt hvad der normalt forstås ved et verdsligt, materielt baseret liv. I THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ashrams verden over lever både par, familier og singler sammen i harmoni, hver for sig med deres materielle mål og fælles om det åndelige mål. Det er en storfamilie, ikke blodsbeslægtet, men bundet sammen af ideologi og via alles primære tilknytning til Mesteren. Båndet, der knytter ashramfamilien sammen, er så langt stærkere end noget bånd baseret på blodsbeslægtede relationer.

En vis modenhed er påkrævet for at kunne leve sit liv i en ashram. Det er nødvendigt at have nået en relativt ego-fri bevidsthedstilstand for at kunne sameksistere med andre i ægte samhørighed. Det er et sted, hvor alle kompenserer for hinandens svagheder og deler deres styrke med de andre. Der er ikke nogen tvang der siger, at man skal gøre, som man får besked på. Nogen gør måske alt arbejdet. Andre gør ingenting. Tolerance overfor andre, forståelse af andre og accept af andre fører til medfølelse for de andre. Det leder hen til forståelsen af sandheden 'hele verden er min familie'. 'Vasudeva Kutumbaha' (Lord Krishna's familie), som Lord Krishna udtrykte det.

Vivekananda sagde, 'Dharma chakraet (retfærdighedens hjul) er levende og bevæger sig. Alt du behøver gøre er at stå ved det og være en del af dets bevægelse.' Ashrammens omgivelser giver dig muligheden for at være del af chakraets evige bevægelse.