Grunden til at Mestre begraves og ikke kremeres🔗

Arunachala har igennem tusinder af år fungeret som åndelig kuvøse og givet næring til mange Oplyste Mestre. Én af disse var Arunagiri Yogiswara, en reinkarnation af Siva selv. Det enorme tempel i Tiruvannamalai er bygget ovenpå Hans jiva samadhi

(gravstedet for en oplyst Mester's forladte fysiske krop og levende energi).

Alle bønner fremsagt i templet siges først til Ham – derefter til hovedguddommen Arunachaleshwara. Ramana omtaler Yogishwara som en ungdommelig vismand, der sidder under et banyantræ omgivet af sine elever, som alle er langt ældre end han selv.

Hinduerne begraver altid deres Mestre, mens alle andre kremeres. Den videnskabelige baggrund for denne praksis er som følger: den fysiske krop er lager for vores begær og ønsker, de såkaldte samskaras. Samskara er den samlede mængde oplevelser vi har haft, på baggrund af hvilke vi har besluttet os for, hvordan verden er, hvordan den bør være, hvem og hvad vi selv og andre mennesker er og står for – altså den samlede mængde værdidomme, forudfattede meninger og synspunkter som i meget høj grad er styrende for vores liv, og som for størstedelens vedkommende er ubevidst for os selv. Det siges underbevidstheden udgør omkring 90% af et almindeligt menneskes samlede kapacitet. Er det noget under vi ofte ikke fatter, hvorfor tingene sker i vores liv, som de nu sker?! Samskara hober sig op fra liv til liv – igennem samtlige en sjæls inkarnationer.

Dr. Bruce Lipton – højt estimeret celle-biolog, har nyligt påvist at fosteret mens det befinder sig i moderens mave, gennem cellevæggen modtager og optager informationer via moderens og til en vis grad også faderens følelsesmæssige tilstand. Mange oplevelser huskes af kroppen på celleniveau og disse erindringer bliver liggende også efter et menneske er dødt – d.v.s. sjælen har forladt kroppen, men kroppen selv holder stadig en stor mængde information.

Hvis kroppen blot begraves lever disse erindringer videre på/ved gravstedet som en – usynlig realitet.

Det er ikke usandsynligt at man i gamle dage har haft nogle metoder til at rense ud i kroppens 'datalager' inden man begravede det døde kød/liget – men i vore dage er den viden tilsyneladende gået tabt. Der er en vis sandsynlighed for, at det nogle mennesker oplever ved gravsteder og kalder spøgelser eller ånder, er lige nøjagtigt den immaterielle tilstedeværelse, nærvær af samskaras.

Det som visse følsomme folk er i stand til at mærke og/eller se i den forbindelse er absolut virkeligt og ikke en hallucination. Hvad enten vi tror det eller ej, forstår det eller ej, accepterer det eller ej, faktum er at erindringerne overlever i kroppen efter vor død.

Den oplyste Mesters erindringer er ekstremt kraftige og stærkt positive. Det en Mester efterlader i kroppen, når Han selv har forladt den er en enorm mængde energi.

Det er hinduernes tro, at denne energi kan bevares for eftertiden ved at begrave kroppen i overensstemmelse med visse ritualer og derved skabe et jiva samadhi – d.v.s. et levende gravsted, hvor den pågældende Mesters energi vitterligt stadig er levende og aktiv og kan opleves.

De store Mestres Jiva Samadhis er ren energi i ekstrem fortættet form; de svarer til en spirituel atom-reaktor!

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortæller, at han personligt har oplevet i alt fem af den slags jiva samadhis i Bharat; alle for Mestre som har levet i Bharat i nyere tid:

Jiva Samadhi for Raghavendra Swami i Mantralaya, for Saibaba i Shirdi, for Bhagavan Ramana Maharishi i Tiruvannamalai, for Sadasiva Brahmendra i Nerur og for Pramahamsa Yogananda i nærheden af Los Angeles, USA.