18. juli 1994 skrev han endeligt:
Lad mit sind vinde over sanserne! Fordi min visdom ikke er modnet i samme grad som mit sind, opfører sanserne sig som de vil. For at øge min visdom er vejrtrækningsøvelser – pranayama – det bedste middel, dagligt fra 11pm til 1 am. (fra 11 til 13 om formiddagen).
Baggrunden for dagbogsoptegnelserne var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs møder med en Siddhar, en mystiker som besad stor visdom og havde opnået mange siddhas, powers, eller magiske evner om man vil. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tilbragte meget af sin tid i selskab med de omrejsende, mystikere og vandringsmænd, som kom til Tiruvannamalai, på samme måde som Ramakrishna Paramahamsa i sin tid gjorde det, og lærte mange åndelige teknikker af dem.
Han mødtes jævnligt med denne Siddhar, en firsårig mand, som plejede at sidde i et lille mandap, en åben hytte, på Girivala – strækningen (vejen rundt om Arunachala). Den Siddhar opførte sig som en vanvittig person og alle plejede kun at omtale ham i første person. (Ligesom hvis man sagde 'du' til Dronningen). Han havde en skål stående foran sig, som folk plejede at hælde mad i til ham. Han spiste så og lod den uvaskede skål stå, som den var. Vilde hunde kom gerne og slikkede den ren. Forbipasserende ville så igen smide lidt mad i til ham, og det spiste han også. Hvis nogen fandt på at tage skålen med og gøre den ren blev den vasket, ellers ikke.
Det var også omkring samtidig med at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde lært diverse tantriske teknikker af Narayanaswami Thatha og brugte dem til at forudsige fremtiden og materialisere ting til sine venner. Han excellerede en del i denne leg med energien, for sjov og for at underholde sine venner. Den Siddhar sagde en dag til ham, at han burde stoppe med alt det pjat, hvis han mente noget med sin åndelige udvikling, eftersom overdreven hengivenhed til den slags var ensbetydende med at sætte en effektiv stopper for hans spirituelle udvikling, og at han prostituerede sig selv ved at opføre sig på den måde. Han sammenlignede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med Pattinathar, en berømt tamilsk personlighed, som tillod sig at begære kvinder på trods af sine åndelige tilbøjeligheder.
Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM viste os siderne med disse dagbogsoptegnelser, fortalte han os, hvad der egentlig var sket. Han sagde, at på den dag da Siddharen satte ham grundigt på plads, (som beskrevet ovenfor) tog han konsekvensen, smed alle mantras væk, han i løbet af tiden havde optegnet med samt de talismaner som Narayanaswami Thatha havde givet ham, og besluttede sig fra da af til udelukkende at følge meditationens vej.
I sin beskrivelse af denne milepæl i sit liv, som udløste hans gåen hjemmefra, sagde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til os:
'På samme måde som drenge på min alder gav efter for deres seksuelle lyster og fantasier, sådan gav jeg mig helhjertet hen i legen med energien. Da Siddharen sagde til mig, at jeg prostituerede mig selv ligesom Pattinathar havde gjort det, ødelagde jeg den talisman – thaayathu – som Narayanaswami Thatha havde givet mig; selvom jeg ikke sagde noget om det til ham selv. Men dagen efter, da jeg så ham, gav han mig et par på kassen. Slaget han gav havde en langt større psykologisk end egentlig fysisk virkning. Akkurat som da Pattinathar forstod betydningen af ordene kaadatra oosiyum vaarathu kaan kadai vazhikkae (en nål uden hul er ikke til nogen verdens nytte) og straks droppede alle sine uvaner, gav sine rigdomme væk og gik til Varanasi, (som er en hellig by i Nordbharat) sådan var det slag mystikeren gav mig ligesom at blive ramt af lynet; jeg vågnede op i det øjeblik. Med et slag opgav jeg al powerplay og gik kort tid efter hjemmefra.
Når man ser, hvad der står på de her par stykker papir, er det tydeligt at se sindets leg lige inden den endelige beslutning tages. Bare kig på tankernes retning i løbet af de få par dage. I de dage mens oplevelsen med mystikeren stod på, svingede mit sind som et pendul. Det ene øjeblik rev jeg talismanen Thatha havde givet mig i stykker, det næste øjeblik overvejer jeg seriøst at fiske den frem og lime den sammen igen, idet jeg var bange for, at det måske havde været forkert at ødelægge den. Sindet var så opbragt at jeg pålagde mig selv at skulle udføre vejrtrækningsøvelser for at bringe det til ro igen! Jeg har endda skrevet at mystikeren på et tidspunkt ikke talte ordentligt til mig, og hvordan mit sind blev endnu mere oprørt på grund af det. For mig var disse omvandrende mystikere mine soulmates, mine brødre i sjælen, og jeg kunne ikke holde det ud, hvis en af dem ikke svarede mig ordentligt. Jeg har klart skrevet ned, at jeg forstod, at forvirringen i mit sind skyldtes, at min visdom ikke er ligeså moden som mit intellekt; at jeg havde intellektuel forståelse, men ikke den nødvendige fysiske oplevelse og at pranayama ville hjælpe til at falde til ro. Men til slut sker der et skred i mig og beslutningen om aldrig mere at give efter for lysten til at lege med energien tages! Se hvor tæt jeg holdt øje med mit sind i den alder! Den hændelse og det forløb var en proces; jeg brugte det hele som en teknik, en løftestang i min åndelige udvikling.
Jeg måtte igennem en del forvirring, før jeg opgav den leg. Bare de 4 stykker papir er en proces; enhver der studerer dem intenst vil kunne deducere en teknik fra dem. Disse noter viser, at meditationen var noget som skete i og med forståelsen, og forståelsen kom ikke bare som et resultat af min Enlightenment.
Det er nødvendigt at forstå: Der var ingen i mit liv, som sagde 'gør dette', 'gør hint', 'hvis du gør sådan og sådan vil du opnå Oplysning', o.s.v. Og jeg havde ikke nogen levende eksempler at ty til, som bevis på at hvis jeg gjorde alle de her ting, ville jeg nå målet. Der var ingen levende Mester til at vejlede mig gennem sit eget eksempel. På trods af de omstændigheder holdt jeg mig selv kørende, i fuld tillid til Eksistensen og ved at trække min intelligens direkte fra de kosmiske kilder.'
Kort efter hele den episode følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM altså tiden var kommet til at forlade sit barndomshjem. Pludseligt en aften var trangen så stærk, at han besluttede at handle straks. Han følte, han måtte hoppe ud af det liv han ledte, og ind i det liv han ønskede at leve lige med det samme. Den aften, da han vidste det ikke kunne opsættes længere, gik han til sin mor omkring ved 22 tiden. Han spurgte hende, 'Hvad ville du stille op hvis jeg døde?' Hans mor svarede, 'Hvorfor stiller du dog sådan et uheldssvangert spørgsmål, er der noget galt?'
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde, 'Nårh ingenting, ikke for noget særligt, jeg ville bare gerne vide det.' Hans mor sagde resigneret, 'Hvad ville jeg gøre? Jeg må jo acceptere det, hvis det sker.'
Så fortalte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hende, at han ønskede at forlade hjemmet.
Hans mor brast i gråd. Hele hendes krop rystede af sorg. 'Jeg vidste denne dag ville komme', sagde hun. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte hende, om hun ville forbyde ham at gå.
Hun sagde, 'nej, jeg ved at du gerne vil gå, og jeg ønsker for dig, at du gør det, som du altid har villet med dit liv. Jeg vil ikke stoppe dig fra det; men jeg kan ikke holde ud at se dig gå. Derfor græder jeg.'
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte sig overvældet af sin mors betingelsesløse kærlighed. Hendes sorg var dyb og smertelig, men dog ønskede hun kun for sin søn, hvad han ville. Hun ønskede ikke lægge ham hindringer i vejen. Hendes uskyld og uselviske kærlighed berørte ham dybt. Hun vidste ikke af sin egen uskyld. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde ikke regnet med hans mor ville acceptere realiteterne så let. Det føltes som om forsynet havde en finger med i spillet. Når man er helt tunet ind på det guddommelige falder alting på plads, og alle forhindringer forsvinder. Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far kom hjem fra arbejde, fortalte moren ham, hvad sønnen havde sagt hende tidligere på aftenen. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far blev vred på hende. Han mente hun måtte have gjort noget for at gøre sønnen ked af det, så at han nu ville gå sin vej. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte sin far, at hverken moderen eller nogen andre i familien havde sagt eller gjort noget for at få ham til at træffe sin beslutning. Han fortalte sin far, at han altid havde ønsket at leve sit liv som sanyasi, og nu var tiden kommet til at gå hjemmefra med det for øje.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var heldig at have nogle forældre, som det ikke var lykkedes det omgivende samfund at sofistikere. De var på mange måder naive og uskyldige i deres verdensopfattelse. Alt hvad de ønskede var såmænd bare, at deres søn skulle være lykkelig. De vidste helt fra hans fødsel, da astrologen havde forudsagt han ville blive en Raja Sanyasi – kongernes konge – at han før eller senere ville forlade hjemmet. De håbede på det blev senere. De var bekymrede for, om han kunne tage sig ordentligt af sig selv, hvor han ville sove og hvor han skulle finde mad, eftersom THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kun sjældent så meget som havde været ude af Tiruvannamalai.
I dag tilbedes THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM af millioner. Dengang i 1995, da han stod på tærsklen til at gå hjemmefra, anede ingen hvem han var. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv havde ikke fjerneste ide om, hvad der var i vente for ham. Han var sig sit ønske om at blive Oplyst bevidst, og regnede med, det nok skulle ske engang når han nåede de 70 – 80 år, lige inden han døde. Han havde ikke fjerneste anelse om, hvad Eksistensen havde i vente til ham, eller at han ville overgive sig til Eksistensen hvert eneste skridt af vejen. Han fortalte en gruppe af os en dag, 'Min daværende plan var at jeg ville opnå Enlightenment gennem intens selvdisciplin og udholdenhed, og at jeg efter det var sket, ville leve alene helt for mig selv i min oplysthed. Lidet anede det mig at Eksistensen havde planlagt en mægtig Mission!'
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde til forældrene, at han agtede at forlade hjemmet en uge senere. På det tidspunkt var han overbevist om aldrig mere at ville komme tilbage til Syden. I sit hjertes dyb ønskede han at bo i Himalaya. Hans far sagde godt nok ikke noget, men lod sin utilfredshed og misfornøjelse klar gennem hans attitude overfor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte sig ked af det på moderens vegne og forsøgte at gøre faderen klart, at hans beslutning intet havde med familien at gøre, men derimod udsprang af en dyb indre lyst i ham selv. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor sad som en stødpude mellem far og søn; hendes mand følte hun var ansvarlig for, at deres søn forlod sit hjem. Hun var sønderknust over, at hendes søn forlod hende. Begge forældre vidste ikke hvornår de ville få deres søn at se igen, eller om de overhovedet nogensinde skulle se ham igen i levende live.
År senere, under et trip op til Himalaya i selskab med vores kære Mester, var hans forældre også med, og et par af os i bussen fik den vidunderlige mulighed at høre ham tale med dem om dengang, da han havde besluttet at gå hjemmefra! Han erindrede sig alle omstændighederne, som de fandt sted på det tidspunkt og spurgte dem for første gang hvordan de havde følt det, da han gik hjemmefra! Vi lyttede ivrigt. Hans mor fortalte ham, at de havde vidst helt fra han blev født, at han ville forlade dem en dag. De var på den ene side glade for, at han skulle blive en betydningsfuld sanyasi, men at afskeden var mere end de næsten kunne bære. Hun oplyste også at omgivelserne havde set skævt til dem i tiden efter, der havde været noget sladder, men at de havde klaret skærene uden de helt store problemer.
Første gang THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kom tilbage til Tiruvannamalai efter sin Oplysning, skete det at Han - i samme øjeblik Han trådte indenfor bygrænsen – snublede over en sten. Han samlede den lille sten op og opdagede, at det var en Shiva lingam, som tilsyneladende havde anbragt sig lige netop der for på den måde at byde Ham velkommen hjem. I løbet af Hans barndom indskærpede Hans bedstefar tit THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at Arunachaleshwar og Unnamalai Amman var hans forældre (i åndelig forstand), og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM opfattede altid Arunachala som sit hjem.
THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tog Shiva Lingam'en med sig og gik hjem for at se sin mor igen og bede om hendes velsignelse. Senerehen var der en brahmachari i ashrammen som spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, hvordan han havde kunnet gå og bede en anden person om vedkommendes velsignelse, om det så også var Hans mor, når nu Han var en Oplyst Mester. Når først Oplysningen er indtruffet, er det Mesterens opgave at velsigne andre, ikke at lade andre velsigne sig.