THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forklarede:🔗

'Da først jeg, som resultat af alle mine bodsøvelser og meditation, var Oplyst, forsvandt størstedelen af mine samskaras og indtryk fra tidligere oplevelser. Dog kunne jeg stadig skimte visse spor, nogle blokeringer, der ikke var 100% væk endnu. Jeg søgte indeni og opdagede, at det var noget skyldfølelse. Da jeg gik hjemmefra og havde bedt min mor om tilladelse til at gå, gav hun den ikke, men græd blot og sagde, at hun ikke havde noget at sige, og at det var min egen beslutning. Hun tilføjede at du har besluttet at tage sanyas, men jeg kan ikke bære det, og jeg græder, fordi det er for smerteligt; bekymr dig ikke om det.'

Moderens ord, hjælpeløs som hun var og uden forventning om at få svar, lejrede sig i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs indre Selv som en energiblokering bestående af skyldfølelse. Da han så på den konstruktion, den blokering i sit sind, med opmærksom bevidsthed, gik den også i opløsning og han fordybedes totalt i salighed og Enlightenment.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde, at det var for at udtrykke sin taknemmelighed overfor hende, at han opsøgte og bad hende om sin velsignelse.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor var Hans første discipel. Når hun var forvirret over noget, var det altid ham hun kom til for råd. Alt, hvad hun fandt var væsentligt, foreksempel hvilket fjernsyn familien skulle investere i, spurgte hun først THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM om, hvad han mente. Selv i barndommen kaldte hans forældre ham for 'swami'!

Den vidunderlige dame og jeg har ofte siddet sammen og talt generelt om løst og fast, og specifikt om vores Mester. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far døde i november 2005 og Hans mor bor nu i ashrammen i Bidadi. Hun deltager i samtlige puja'er der finder sted i ashrammen, men ingen udefrakommende ville kunne gætte, at hun er THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor, ydmyg og uselvisk som hun er. Hun siger gerne, at hun helt ærligt ikke forstår så meget af alle de filosofiske læresætninger THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kommer med, men at hun er godt tilfreds med bare at sidde og lytte. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ordinerede hende for nylig i sanyas – ordenen. (man aflægger visse løfter, b.l.a. seksuel afholdenhed, ahimsa – ikke-vold, at være vegetar, at arbejde mod egen Oplysning o.a.) Da det blev hendes tur (der var en gruppe, der samtidigt blev optaget) til at modtage det safranfarvede klæde, stillede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hende leende samme spørgsmål som Han stillede alle de andre, 'har du bedt dine forældre om lov?' eftersom hendes forældre stadig er i live.

Hun svarede enkelt, 'Nej Swami, jeg tog bare hjemmefra og kom her til dig.'

Tit og ofte nævner THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM den uskyld, enkelhed og totale mangel på bagtanke, der har været kendetegnende for begge Hans forældre og i hvor høj grad, det har bevirket, at Hans vej har været så exceptionelt problemfri.

Nyheden om at den lille THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ville tage hjemmefra, spredte sig som en steppebrand til resten af den store familie og dens omgangskreds. Venner og slægtninge dukkede op som for at kondolere, og hele huset var hensat i en mørk og trist stemning. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM plejede at sidde i en sofa i midten af huset og alle de besøgende satte sig rundt om, kiggede bedrøvede på ham og græd. De vidste alle som én, at der ikke var noget at gøre, at han ville gå, alligevel forsøgte én og anden at overtale ham til dog at blive. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM svarede studst og kort for hovedet, meget ulig den høflighed, hvormed han plejede at optræde i familien. Det satte hurtigt en stopper for deres overtalelesesforsøg.

Eksempelvis spurgte en af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs onkler ham om, hvorfor han var på vej væk og sagde, 'Er vi da ikke alle spirituelle mennesker her?' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skød fra hoften, 'Du drikker fra morgen til aften. Hvad ved du om åndelighed?' Onklen klappede i som en østers og gik fornærmet derfra. På de tider og ude på landet i Bharat var det højst usædvanligt for en dreng eller pige i en alder af blot sytten år at forlade den fædrene arne. Pigerne blev, og bliver stadig, i hjemmet til de bliver gift, mens mange sønner også efter ægteskab bliver i samme hus eller i umiddelbar nærhed. Når faderen dør overtager sønnen eller sønnerne familiens forpligtelser efter ham.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM advarede sin mor om, at familien ville blive fattig, når han først var gået. Han rådede hende til ikke at være ked af det, der ville altid være nok til at hun og hans far kunne leve godt, om ikke i overflod. Hans mor gik ikke op i penge og den slags; hun var kun bekymret for, om hendes søn nu også skulle få nok at spise, når han sådan vandrede afsted ude i det fremmede.

Ved en lejlighed omtalte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sine forældre, i forbindelse med at vi diskuterede prarabdha karma og hvordan sjælen vælger en krop at lade sig føde i som har nogen passende omgivelser for sjælens formål. 'Mine forældre var fantastisk uskyldsrene. De var så uskyldige, at de ikke selv vidste af at være det. De blandede sig aldrig i det jeg gik og lavede. Når jeg kom hjem med rapporter fra skolen, som skulle underskrives, sagde min far, 'skriv du selv under og giv dem det.'! De beskyttede mig heller ikke; hverken fra smerte eller ulykker. De lod mig være. De lod mig vokse op med intelligens og visualisation.'

Da han endelig gik, informerede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM moren, 'Den, som tager sig af alting, vil også tage sig af dig. Hun vil tage sig af alle dine basale behov. Dine sidste dage bliver sammen med mig.'

Senere fandt THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ud af, at de selv samme ord i sin tid blev udtalt af Ramakrishna Paramahamsa, da han gav Vivekananda sanyas, ' Den der tager sig af alting, vil også sørge for dig.'

Vi var sammen, Mester, Hans moder og jeg, da han omtalte ovennævnte hændelse med et stort smil på læben. Jeg vendte mig og kiggede på Hans mor, ligesom for at få hendes bekræftelse; hun kunne bare nikke stumt med tårer i øjnene og sige, 'Du er her Swami; det er nok. Jeg er velsignet.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mors familie hældede meget til det åndelige, mens familien på faderens side var lige modsat. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs morfar var hans første inspirationskilde, bar ham på sine skuldre, fortalte ham historier og skabte de første positive samskara i den unge dreng. Ofte indpodede morfaren ham med rådet, 'Du skal blive ligesom en Prahlad, Dhruv eller Markandeya', som alle nåede den fulde Oplysning inden de kom ud af puberteten. Man kan undre sig over hvor meget morfaren egentlig vidste, om han var klar over, at det faktisk ville gå sådan; det unge barn havde sin første åndelige oplevelse inden puberteten.

Nogle af slægtningene foreslog nu, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skulle flytte hen i et nærliggende åndeligt center, som uddannede munke, sådan at familien vidste han var uden for fare, og samtidig kunne holde øje med ham. Bedstefaren erklærede, at han ville bygge en ashram til ham, så at han 'ikke behøvede søge alle vide vegne i sin jagt på det åndelige, men kunne blive lige her i Tiruvannamalai, som jo immervæk er det største spirituelle center i hele Bharat.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM grinede bare og sagde, 'jaja, I ville kun lade mig blive der i maksimalt to dage, så ville I forlange jeg skulle komme hjem én gang om ugen, snart ville det blive to gange, og til sidst kunne jeg såmænd lige så godt blive hjemme, få mig et job og gifte mig.' Bedstefaderen insisterede, 'nej, nej, nej ingen vil komme og forstyrre dig.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gad ikke lytte til alt det vrøvl.

Nu var der så en der foreslog, 'Lad os få ham gift indenfor de næste to-tre dage; lad os vælge en pige til ham.' Så gik de ellers i gang med at diskutere medgiftens størrelse! Det hele handlede kort sagt om familiens prestige. 'Vi kan da ikke bare lade ham opføre sig sådan. Hvad vil folk ikke sige, når de hører en af vores families sønner er gået sin vej?!' Ophedet debat hele vejen rundt. Nogle foreslog at man skulle sætte en vagt på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, så han ikke kunne løbe væk.

Hans morbror fra Chennai (det tidligere Madras) foreslog, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kunne bo hos ham i Chennai et stykke tid og der have tid til at overveje sin beslutning. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tænkte det var en glimrende idè. Eftersom hans ønske var at komme nordpå op til Himalaya bjergene og udgangspunktet for en togrejse derop netop er Chennai, men han havde ikke penge til bussen til Chennai, så var det jo perfekt at blive kørt dertil med onklen! Togrejser derimod er det kutyme at munke rejser gratis med, men i busser skal der altså betales. Desuden havde han allerede truffet beslutning om ikke at ville så meget som røre ved penge på hele sin rejse. Det hele så lige pludselig ud til at falde i hak!

Før han forlod Tiruvannamali, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ned i templet, og stod atter en gang foran sanctum sanctorum, det allerhelligste, foran Arunachaleshwara. For første gang følte han klart dybden af sin forbindelse med Arunachaleshwara. Han følte ikke, at han ville komme til at savne Ham. Nej, men han var ked af at komme til at gå glip af alle Hans fester og højtider. Som han stod foran sin elskede Arunachaleshwara, rendte tårerne ham konstant ned ad kinderne. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kunne se den levende energi bag idolet; det udstrålede medfølelse og velsignelse. Han hørte tydeligt en stemme, Guds, som velsignede ham med ordene, 'Du kommer tilbage til mig, du vil vende sejrrig tilbage.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bukkede foran statuen og gik derfra dybt tilfredsstillet og opfyldt af kærlighed. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte at Arunachaleshwara ville være med ham på rejsen.

Altid når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forlod Tiruvannamalai med bussen, sad han og så bagud på bjerget Arunachala, indtil det ikke længere var at se. Det tog normalt en halv times tid fra turens start til bjerget var ude af syne. Denne gang, da han rejste til Chennai, blev drengen ved med at kunne se bjerget, lige indtil han pludselig vågnede op, idet bussen var nået frem til Chennai, og det gik op for ham, at han havde sovet hele vejen og drømt om sit elskede Arunachala. Hans indre rum var opfyldt af Arunachalas nåde.

Når alt kom til alt var det eneste problem THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde med at forlade sit hjem, at måtte tage afsked med Arunachala. For første gang efter oplevelsen med Arunagiri Yogiswara følte han, at han ville gå glip af noget, at han mistede noget. Når folk ellers havde sagt til ham, at han ville komme til at savne det ene og det andet ved på den måde at vandre ud i det blå, havde intet af det de sagde, gjort en tøddel indtryk på ham. Det var kun, da han stod foran sin kære Arunachaleshwara i templet, at han begyndte at føle, der var noget, han måske kunne miste.

Han troede aldrig, han skulle vende tilbage. Hans mål var Oplysningen, og han regnede med, at det ville ske engang når han var omkring de firs eller halvfems år, lige inden han døde. Da han stod foran garba graham, templets inderste, fyldte statuens form hans sind. Det vi ser i løbet af en dag bliver almindeligvis opmagasineret i øjnene; kun det vi ser med en vis intensitet lagres direkte i vores sind. Alt, der er lagret i sindets arkiver vil dukke op til vor bevidsthed igen og igen. Samme øjeblik som han følte, at han nok aldrig ville komme til at se idolet, jyotir lingam'en nogensinde igen, og græd over det, skete det forunderlige at selve formen forlod ham. Da forsvandt følelsen af at miste.

Fisk ser svanens spejlbillede og ønsker at fastholde det

Kort tid efter sin Oplysning så THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i et syn den mission, som han er blevet sendt hertil for at opfylde. Han opfattede at missionen går ud på at transformere folk gennem at ændre deres holdninger og sindelag ved hjælp af meditation, og derved bringe dem til vejen ad hvilken de kan erkende deres egen guddommelighed. Samtidig opstod en stærk impuls til at vende tilbage til SydBharat, hvorfra han var kommet, på trods af hans oprindelige hensigt aldrig at vende tilbage.

Sammen med disse beskeder kom også et syn af en Svane – 'Jeg downloadede billedet af en Svane' kort tid efter Oplysningen. Den Svane, Paramahamsa, udgør nu logoet for Dhyanapeetam, det åndelige centrum for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mission. Dhyanapeetam blev grundlagt og senere udvidet med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Fonden for at lære folk, hvordan vi kan transformere os.

Her for nylig reflekterede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM over visionen af Svanen ved navn Paramahamsa og videregav sine indsigter til os.

Svanen er en metafor for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv og fiskene, der ser Svanen, hans disciple.

En mægtig Svane, Paramahamsa, flyver højt oppe i himlen. Dens spejlbillede kan ses i en række af små søer nedenfor på Jorden. Fiskene i søerne ser Svanens reflektion og fryder sig derved. Det blotte syn af spejlbilledet fylder dem med glæde. Grupper af fisk som holder sammen går nu målrettet i gang med at markere visse arealer, som de hævder er deres egne, og hvori de håber at kunne fastholde billedet af Svanen. De sætter hegn op og bygger mure for at holde på billedet. Nogle fisk bygger templer til ære for Svanen. Nogle fisk bygger ashrams. Alle fiskene håber at kunne holde Svanen indenfor deres område og på den måde fastholde billedet.

Svanen er dels uvidende om, hvad der går for sig nede på landjorden, dels rører fiskenes drama den ikke det mindste. Den fortsætter med at flyve. Den lander aldrig.

Fiskene ser skyggen bevæge sig. Fiskene bevæger sig også. Vandet er i konstant bevægelse. Fiskene er ude af stand til at skelne skyggen fra sin kilde.

Fiskene er voldsomt ophidsede, når de ser Svanen i vandet. Nogle fisk føler de er ved at blive Oplyst. De mener, at jo tættere på reflektionen de er, jo hurtigere vil det gå for dem med at opnå Enlightenment!

Hvis bare fiskene ville kigge op, så ville de få øje på den rigtige Svane, kilden til den skygge, de jagter rundt efter. Men sagen er den, at skyggen alene er så smuk, så vidunderlig at skue, at de fleste fisk ikke er motiverede for at kigge op. De er godt tilfredse med at mure vægge og sætte hegn op i vandet i blind tro til, at det vil gøre dem i stand til at holde Svanen fast og eje den.

Hvis de kigger op og ser udover reflektionen vil de selv blive til Svanen; først da vil de være Oplyste.

Skyggen kommer og går, eftersom Svanen flyver frem og tilbage henover dammene;

den tager mange former: Jesus, Krishna, Buddha og mange andre; forskellige vinkler, forskellige perspektiver, forskellige forvanskninger. Er vandet klart, ser fiskene eet billede; er vandet i oprør ser de et andet; når de bevæger sig med vandets retning er billedet de ser igen et andet. De diskuterer indbyrdes, og hver for sig hævder de, at netop de har set den rigtige Svane; endskønt alle som een kun har set spejlbilleder i mere eller mindre forvredne og karikerede former. Hver gruppe fisk holder fast i deres billede af Svanen og hævder den tilhører dem; de deler ikke med andre grupper.

De begynder allerede at skændes om hvem Svanen er, hvordan den ser ud o.s.v. endnu inden spejlbilledet er forsvundet helt ud af syne. Svanen flyver uanfægtet videre, fiskene skændes videre. Fiskene går glip af nu'et, de går fejl af pointen med hele spillet.

Er fiskene også del af reflektionen? Er det hele en stor illusion?

Ude af øje, ude af sind. Lige så snart de ikke længere øjner spejlbilledet, glemmer fiskene alt om den Svane som lige før gav dem så megen glæde. Deres hukommelse er kortlivet og så er det ellers tilbage til at æde, formere sig, slås og dø!

Først når de igen ser refleksionen og oplever den glæde, der automatisk vælder op i dem ved synet, begynder deres åndelige drama atter. Ser de ikke billedet, er det for dem som om Svanen ikke eksisterer, der er ingen bevægelse. Vandet holder intet fast, det strømmer, strømmer. Svanen flyver uvidende om sit eget spejlbillede. Kun fiskene reagerer. Når de får øje på spejlbilledet.

Nogle fisk skaber en website for Svanen. Andre udgiver bøger til dens ære. Efterhånden som Svanens spejlbillede passerer henover dammen, udtaler forskellige grupper sig : 'Vi i Seattle ejer Svanen' ; 'Vi i Vancouver ejer Svanen' ; 'næ', påstår en tredje gruppe, 'Svanen tilhører skam os her i Bangalore', etc. Kun ganske få fisk kigger op. Alle som een er de helt fokuserede på og forgabte i spejlbilledet.

Zen Koans', Buddhistiske Sutras, Sufi Fortællinger, Kristne Lignelser, Hinduistiske Mantras – alle siger de det samme : Kig op! Se indad!

Når fisken kommer tæt op mod refleksionen fortegner det sig og bliver utydeligt. De kan ikke stille skarpt længere. Fiskene har behov for at kigge op og kigge indad.

Stillet overfor Sandheden falder alle fakta til jorden og bliver meningsløse. Fiskens syn af spejlbilledet er fakta; synet af Svanen er Sandhed.

Den der opfatter gennem sit intellekt er langt fra Sandheden.Man må tættere på og føle med hjertet. Når man er tæt nok på, oplever man gennem sanserne. Når man er meget tæt kan øjnene ikke længere fokusere ordentligt. Så kan man kun se med sit væsen. Det, som ses via det indre væsen er Sandhed; det er den bevidnende bevidsthed.

Når bevidstheden at være den, der oplever fungerer i dig, vil det, der er det rigtige for dig, ske. Hver tanke, der rejser sig i dig vil manifestere sig. Du vil se kilden, ikke dens spejlbillede. Det er niveau'et som Oplyste Mestre arbejder på.

Siddhas, praktikanter indenfor de åndelige teknologier og mystikere som ikke er oplyste, har også mulighed for at føre deres ønsker ud i livet ved hjælp af visualiseringsteknikker og den slags; men det kan være farligt for dem selv, da de ikke er 100% bevidste om, hvad de foretager sig, og kan risikere at operere igennem deres underbevidsthed.

Nogle fisk vil sågar skrive alt det her ned! Det vil ikke være Sandheden. Sandheden er multi-dimensionel. Alt, hvad der er nedskrevet, det være sig nok så velskrevet, er højst to dimensionel. Men bevares, der er behov for at det bliver skrevet ned som inspiration for søgende mennesker til at gå dybere i sig selv, og dèr finde Svanen indeni.

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forlod hjemmet efter at have haft sin første åndelige oplevelse, havde han en klar fornemmelse af det sociale livs overfladiske karakter. Alligevel var hans sind ikke frit for tanker. Det var stadig legeret med, blandet op med et udefrakommende element som adskilte den næsten oplyste fisk fra Svanen. Pilgrimsfærden og bodsøvelserne brændte de sidste elementer af; sindet blev med vilje ladt tilbage, for at den endelige forening kunne opstå. Da endelig kiggede fisken op og blev til Svanen ; THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM.

Så nu venter den Svane på at andre fisk vil kigge op, så de kan komme og holde ham med selskab oppe i himlen!

Min Mester – Mit Mysterium

'Det er en gåde pakket ind i et mysterie inde i et enigma', som Churchill udtalte det om Rusland under 2. Verdenskrig.

Det kunne ligesågodt have været vores Mester, det blev sagt om. Vi kunne endda gå videre og sige: Han er et hovedbrud i en gåde af et mysterie pakket ind i sit eget enigma!

Jeg husker den tid, da Mester i detaljer forklarede Siva Sutraerne for os. Siva Sutras er et oldgammelt hinduistisk skrift i hvilket Lord Siva, foryngeren, svarer på spørgsmål stillet af Devi, Hans partner. Den dag, jeg husker, var femtedagen af Hans lektioner i Siva Sutra.

Devi spørger Siva, 'Hvad er livet, som er hinsides materien og dog gennemstrømmende alle former ?'

Vi sidder foran ham som i Upanisadernes dage, disciple for Mesterens Fødder.

Der hersker ikke orden; men der er heller ikke kaos. Der er hverken respekt eller uforskammethed. Mænd sidder ikke på den ene side; eller kvinder for sig. Der er ikke nogen hvisken i krogene, men tavshed er der heller ikke. Der er ingen spørgsmål; kun tvivl. Der er ingen desperation; kun accept. Til den ene side ligger diverse elektroniske vidundere; til den anden alle de rituelle hjælpemidler. Grådighed ses ikke; ej heller anger. Ingen vrede er synlig; eller hjælpeløshed. Forsamlingen er en godt blandet gruppe af forskellige køn, aldre, professioner og interesser; alle med det ene formål at høre Mesteren udlægge de tidløse Sandheder.

Mesteren har et smil på læben, så uudgrundeligt som selveste Sfinxen.

Hvem er han? Er han Faderen, Moderen, Sønnen, Broren, Vennen, Elskeren eller en humbugmager ? Vi ved han ville elske at blive kaldt en Charlatan ; det vil blot øge forvirringen. Er han alle former i een? Han kan være Siva's terror; han kan også være Krishna's nektar. Er han bedre end et hæsligt mareridt eller en sød fantasi?

Nogen gange irettesætter han med øjne, der lyser af vrede. Man lærer at lytte stille og acceptere, hvad der kommer. Grimassen forandres til et grin ; Siva bliver Krishna. Tårer drypper fra mine øjne, mens jeg skriver; og når jeg læser det, jeg har skrevet ; for ikke at tale om at være i hans nærværelse.

Han er alle former; og ingen form. Han nægter at blive sat i bås, gjort til en sten, tilbedt som et billede ; det ville gøre ham til en Mester, der tillader sine disciple at slå sig ihjel. Så er han hellere 'simha swapna', mareridtet, der vækker os til visdom; zen kæppen, der banker os vågne, hellere end krykken vi elsker at støtte os til. Han forbinder sig med os og relaterer til os på et hav af måder og mange forskellige planer bare for at få os til at miste balancen og være forvirrede – hellere end at tillade os at fastlåse ham i et enkelt billede, een enkelt rolle, hvilket ville dræbe både Mesteren og os selv.

Mesteren er hinsides al form; hinsides alle dimensioner. Han er hverken een, to, tre eller multi-dimensionel. Hans dimensioner og former er uendelige; uendelig – dimensionel.