Ven med Gud🔗

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger:

'Alting slutter ikke, når du bliver Oplyst; det er kun begyndelsen på en åndelig rejse. Oplysningen er begyndelsespunktet for en længere rejse, ikke endestationen.'

Vi har allerede talt lidt om inkarnationer. Oplyste sjæle som ikke behøver at lade sig genføde som resultat af de samskara de har akkumuleret, men som frivilligt vælger at lade sig genføde her på Planeten. De behøver ikke komme her igen, eftersom de har udtømt deres vasana, samskara og karma. Som tidligere nævnt er det vores uopfyldte utilfredsstillede begær og tankemåder, der ligger til grund for, at vi er blevet fangede i denne cirkel af fødsel og død. Når først vor karmiske bagage er udtømt og vi er Oplyste, stopper den cyklus af sig selv. En oplyst Sjæl bliver ikke genfødt per automatik.

Det står til troende at der andre steder i Universet lever væsener, som har samme eller højere intelligens end vi har her på Planeten Jorden. Men vi har alligevel fat i den lange ende, for det er kun her på vor Jord det er muligt at opnå Enlightenment – Superbevidsthed. Oplyste væsener kommer her til Jorden på opfordring af Moder Jord, når Hun udtrykker behov. De kaldes og suges tilbage hertil på grund af Planetens desperate behov for deres Energi og Nærvær. Den åndelige positivitet oplyste Sjæle kommer med er i allerhøjeste grad nødvendig for at afbalancere planetens akkumulerede negativitet.

Som Krishna udtrykte det i Bhagavad Gita: 'Igen og igen vil jeg lade mig genføde på planeten Jorden for at beskytte det gode og udrydde det onde.'

Oplyste væsener har ikke fri vilje, ingen overhovedet. Vi almindelige dødelige derimod, vi har fri vilje og vi udøver den. Der er en vis ironi i det. Vi mennesker har valget til at handle som vi beslutter, og til at samle flere og flere samskaras sammen, gøre byrden af vor samlede karma større og større, eftersom vi har fri vilje. Det er naturens måde at lære os ansvar på. I takt med at vi udvikler os åndeligt, bliver vi gradvis mere og mere klar over hvilken enorm glæde og lykke der er i at overgive sin frie vilje til Universet. Ved at opgive vor – såkaldte – frie vilje (viljen til at skabe helvede for os selv) opnår vi reel Frihed: Oplysning, Enlightenment, Enhed med Universet. Overgivelsen af ens frie vilje til Universet er sidste skridt i processen, der går forud for Oplysning.

Denne overgivelse af den frie vilje er allerede fuldbragt i et oplyst væsen. Overgivelse af den frie vilje indbefatter følgende: A. Intellektuel accept af sandheden om vor egen indre iboende guddommelighed. B. Emotionel accept af det guddommelige i vort indre, ikke bare den intellektuelle forståelse fra hovedet, men en ægte dybfølt oplevelse i hjertet at sådan ER det; og jeg er DET. C. Overgivelse af sanserne; en total accept af også gennem sanserne at opfatte virkeligheden, som den er, og ikke som vores sind forsøger bilde os ind, at den er. På niveau C er det muligt at opfatte det formløse bagom formen, og at acceptere det formløse som guddommeligt.

På det stadie flyder man med universets intention uden nogen lyst til at udøve fri vilje.

Oplyste væsener har allerede overgivet sig helt til universet; intellektuelt, emotionelt og via sanseapparatet. De har ikke længere frihed til blot at gøre som de vil. Hvad de end foretager sig er dikteret af universet, det guddommelige. Oplyste sjæle er fuldt ud bevidste om deres indre guddommelighed; og den bevidsthed i form af guddommelighed, er det der er drivkraften bag samtlige deres handlinger. Deres mission i livet er bestemt af den universelle intelligens.

Som Mester ofte udtrykker det:

'For jer alle er 'Gud' et koncept; mens 'Jeg' er virkelighed. For mig er 'Gud' virkelighed; Gud er realiteten og 'Jeg' et rent koncept; det er irreelt.

Det allerførste glimt af sin egen indre natur, sin første bevidste oplevelse af sin inkarnerede sjæl, og den første afsløring af Hans livs mission, skete for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, da han mødte Arunagiri Yogiswara som niårig.

I Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai, helt nede bagest i hovedbygningen, som huser alteret for Arunachaleshwara – templets væsentligste Guddom, finder man jiva samadhi – gravstedet, for Arunagiri Yogiswara.

Arunagiri Yogiswara regnes for at være én af Lord Shivas inkarnationer. Uden at vide hvorfor følte barnet THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig meget tiltrukket til netop det sted i templet. Ofte ville han gå hen og sætte sig lige netop foran Arunagiri Yogiswaras jiva samadhi.

Det skete en dag, da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som sædvanlig sad på sin yndlingsplads, at en smuk ung mand kom ud fra et mørkt hjørne lige bagved gravstedet. Den unge mand kom hen til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og talte til ham. Han så meget anderledes ud end nogen af de andre asketer THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde mødt ved og i templet. Selvom han var klædt ligesom enhver anden asket i safranfarvet lændeklæde, virkede den unge mand helt anderledes, elegant og velbygget. Han havde langt udslået hår, bar en guirlande af rudraksh perler (de hellige perler asketer og munke går med) om halsen, og havde vibhuti basma (hellig hvid aske) i panden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kan ikke længere huske hvad de to talte om, kun at udvekslingen hensatte ham i en tilstand af ren velvære og lykkefølelse. Det skabte også en kraftig lyst til snart at kunne se ham igen. Da den unge mand rejste sig for at gå, spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ham om og i givet fald hvornår, han kunne se ham igen. Den unge mand sagde, 'Kom hertil nårsomhelst du har lyst, kald på mig hvis du gerne vil se mig og snakke med mig, så skal jeg nok komme.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gik hen til det sted i templet hver eneste dag uden undtagelse. Så snart han nåede det lille jiva samadhi begyndte han at kalde, 'Swami, Swami,' og så kom den unge mand smilende ud inde fra hjørnet bag krypten. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM glemte sig selv og verden omkring sig under deres samtaler. Det var som om han var en del af ham selv. Han følte sig fuld af et saligt velvære. De talte sammen mange timer dag efter dag. Da det var et ret isoleret sted i templet kom kun få mennesker forbi, så de havde det for sig selv det meste af tiden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte manden, hvad han hed. Den unge mand fortalte ham, at hans navn var Arunagiri Yogiswara. På daværende tidspunkt anede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke noget om, hvem Arunagiri Yogiswara var, så han genkendte ikke navnet. Arunagiri Yogiswara blev hans helt, hans idol og inspirationskilde. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var ikke et sekund i tvivl om, at han ville være ligesom Arunagiri Yogiswara, når han selv blev stor. Alt ved den unge mand var så charmerende, så fortryllende.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tiltrækning til den unge mand var så intens, at han næsten ikke kunne vente med at se ham, når det blev morgen. Han stod rigtig tidligt op om morgenen og gik straks ud ad døren og ned i templet og hen til stedet, hvor manden plejede at komme til syne. Da hans mor nysgerrigt spurgte ham ud, hvorfor han dog gik så tidligt hjemmefra, fandt han på en passende forklaring, nemlig at der var en særklasse henne på skolen, som han gerne ville være med i. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs oplevelse ved at være i den unge mands nærvær var ren og uforfalsket glæde.

Senerehen i en snak med os beskrev Mester den oplevelse han havde haft med Arunagiri Yogiswara, med denne lille historie om to fugle fra Mundaka Upanisaden, en oldgammel Hindu skriftsamling:

To fugle sad i et stort frugttræ med mange grene. Den ene af fuglene var smukt gylden af lød og med en pragtfuld fjerdragt. I ophøjet ro sad denne fugl på én af træets øverste grene, oppe hvor der ikke var helt så mange frugter. Det meste af tiden sad den uden at bevæge sig og virkede helt ligeglad med frugterne rundt omkring den. Den anden fugl var mindre og mere livlig; den fugl var temmelig rastløs og fløj konstant fra den ene gren til den anden i sin søgen efter frugt, den kunne spise.

Den anden fugl var glad og tilfreds, når han fandt sig en spiselig frugt og skræppede lykkeligt op. Ofte var frugten han fandt både sur og bitter, og så følte den lille fugl sig ulykkelig og trist. Jo flere sure og bitre frugter han smagte, jo mere deprimeret blev den fugl. Han sagde til sig selv, 'der er ikke nogen glæde at finde i de frugter her, der er i det hele taget ikke noget ved noget!'

Da kiggede han op og fik øje på den smukke gyldne fugl, som sad højt oppe mellem træets grene, rolig og afslappet. Det var lige pludselig som om den gyldne fugl lyste hele træet op. Den lille fugl fløj op for at se nærmere på den gyldne fugl. På vejen derop fik han øje på nogen saftige frugter og stoppede op for at få sig en bid. Frugterne var søde, så han blev på stedet for at gøre sig rigtig tilgode med alle de lækkerbiskner. Inden længe var der alligevel en bitter frugt imellem og så én til, og han følte sig skuf et. Han så op og fik igen øje på den gyldne fugl, rolig, glad og fredfyldt. Han fløj opad igen.

På den måde fløj den lille fugl så op, så lidt ned igen; frem og tilbage i træet. Hver gang han så den gyldne fugl, fik han lyst til at komme tættere på; på vejen derop dukkede der altid nogle nye frugter op han lige skulle smage, de smagte altid godt i starten, men blev hurtigt sure.

Endelig nåede han helt til tops i træet, hvor den gyldne fugl sad på sin gren. Han tog ham nærmere i øjesyn og opdagede til sin

forbløf else, at den gyldne fugl var hans eget selv. Tættere og tættere gik han mod den gyldne fugl, og des tættere på han kom, des mere rolig og glad følte han sig. Den lille fugl følte en dyb samhørighed med den gyldentfarvede fugl. Det var kærlighed; ikke blind forelskelse, men en opløftende dyb ægte kærlighed. Snart mistede han sin egen identitet og gik i eet med guldfuglen.

Dengang kunne THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke udtrykke det i ord, men nu siger Han, at det var lige netop sådan, han i sin tid oplevede og følte for Arunagiri Yogiswara. Det var hans indre selvrealisering som forbandt ham med den mand, som han var så stærkt tiltrukket til lige fra første færd. Det var som om han så sig selv, sit eget Selv i den unge fremmede, som ikke længere syntes fremmed.

Arunagiri Yogiswara var den første til at hjælpe THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med at udvikle en bevidst oplevelse af ham selv. Gennem sine diskussioner med ham, formåede han at få THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til at se udover sin ydre personlighed. Selvom han ikke var meget mere end et barn, oplevede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en dyb indre trang til at gå dybere og lære mere om sig selv, sin egen eksistens, uden egentlig at være bevidst om hvorfor eller hvordan.

De to holdt meget af at vandre på kryds og tværs af Arunachala bjerget, og Arunagiri Yogiswara viste THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM nogle steder, han aldrig tidligere havde set. En dag nåede de enden af en sti, det virkede som om, man ikke kunne komme videre. Mærkeligt nok; som de bare fortsatte åbnede en ny vej sig op, som de så fortsatte ud af. I horisonten sås et kæmpe banyan-træ. Som de kom nærmere kunne de nu se adskillige ældre folk, der sad sammen under træet.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og Arunagiri Yogiswara nåede hen til træet og satte sig ned sammen med de andre, som hilste med kærlighed og stor ærbødighed på Arunagiri Yogiswara. Han præsenterede nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM for alle i gruppen, som virkede glade over at se ham. De var alle sammen klædt i munkens traditionelle safranfarvede klæde ligesom Arunagiri Yogiswara. Alle de ældre folk sad nu i en rundkreds omkring den unge yogi og lyttede respektfuldt til ham, som disciple vil lytte til deres Mester. Til sin egen overraskelse følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig ikke spor fremmed tilpas i den forsamling, selvom de alle var meget ældre end han, og alle behandlede ham som deres ligemand. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så og oplevede for første gang i sit liv den særegne skønhed ved den safranfarvede dragt og ønskede pludseligt brændende selv at have sådan én.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte derfor Arunagiri Yogiswara om han også måtte få en safranfarvet dragt at gå i. Straks han havde spurgt tog Arunagiri Yogiswara en dragt frem i nøjagtig samme farve og kvalitet som de andres og gav ham. Han tog den omgående på. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM er meget glad for den dragt han modtog den dag under banyantræet, og klædet ligger den dag i dag i en montre i ashrammen i Bharat og er det fysiske bevis på, at alle disse begivenheder den dag vitterligt fandt sted, og ikke bare var en ung drengs drøm eller fantasi, men den skinbarlige sandhed.

'Hvad er det her for et sted, hvor er vi henne?' spurgte han den unge Mester. Arunagiri Yogiswara svarede at dette sted er hans ashram, hans hjem og stedet, hvor han underviser. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte nu, 'jamen hvordan kan du så komme så hurtigt, hver gang jeg kalder på dig i templet ved krypten?' Arunagiri Yogiswara svarede, 'Det er ikke noget problem, jeg kan nå dig lynhurtigt.'

Hen under aften bragte Yogiswara drengen tilbage til templet. De fortsatte med at se hinanden som hidtil hver eneste dag. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte ikke på noget tidspunkt, at der skulle være noget mærkeligt eller mystisk ved hans ven, som var lærer og mester for andre, munk og yogi og som virkede som om han selv var en søgende sjæl.

For THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var Arunagiri ligesom enhver anden af de asketer han i tidens løb var stødt på, og dagligt så i sin by og i templet, bare yngre og derfor nemmere at relatere sig til. Han opbevarede swamidragten, det safranfarvede stof, omhyggeligt lagt sammen i tøjskabet derhjemme.

Et par dage senere fik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor øje på klædet, der lå mellem hans tøj og spurgte ham ud om det; hun ville have at vide, hvor det kom fra, og hvorfor han havde fået det. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte så, at en ung yogi han havde mødt i templet, havde givet ham det. Det var hun tilfreds med og forfulgte ikke sagen yderligere. Et par dage senere tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM dragten med hen til Kuppammal, hans mentor, og viste hende den. Hun spurgte ham også straks, hvem der havde givet den til ham. Han svarede som sandt var, at Arunagiri Yogiswara havde givet ham klædet.

Kuppammal var helt forbløffet. Hun forklarede ham, at Yogiswara aldrig ville give ham sådan en dragt, medmindre han havde accepteret ham som sin discipel. Så ville hun have at vide hvordan og hvor, det skulle være foregået. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM berettede åbent, at han da mødtes med ham regelmæssigt og hver dag lige henne i templet!

Kuppammal troede ærlig talt ikke helt sine egne ører, men mistænkte den unge knægt for at ville binde hende en historie på ærmet. Hun forlangte derfor, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skulle gå sammen med hende hen i templet og vise hende Arunagiri Yogiswara.

Glad tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hende derfor med hen til det sted, hvor Arunagiri altid plejede at komme frem og kaldte troskyldigt, som han plejede, 'Swami, Swami'. Men intet skete. Normalt kom han lige med det samme, når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kaldte.

Kuppammal lo ad drengens forvirring. Hun spurgte, 'Hvordan skulle han komme ud? Hvor kan han komme ud fra? Der er da ikke plads til at nogen kunne være her. Vis mig stedet!' Drengen gik over til det sted Arunagiri Yogiswara plejede at komme ud fra, og som han altid havde taget for givet ville være åbningen til en hule af en art. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var chokeret over at opdage, at der ingen åbning var på det sted overhovedet. Der var kun en stor sten på det sted, som dækkede hvad der nu måtte være bagved, og der var indgraveret en figur i stenen. Den figur så han nu for første gang; den havde en forbløffende lighed med den mand, han plejede at møde hver dag.

Chokeret, forvirret og bange gav THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig til at græde. Han fattede ikke, hvad det var der skete. Kuppammal, som ellers altid stolede på drengen, kunne slet ikke godtage eller forstå, hvad han sagde. Muligvis forstod hun det, men kunne ikke acceptere at hun forstod, og ikke logisk forklare hvad der var sket. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hulkede hjerteskærende.

Kuppammal spurgte, 'Hvordan så han ud? Hvad lavede han? Hvor tog han dig med hen? Hvad sagde han? Hvor lang tid har du og han mødtes?'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte hende nu alt, hvad der var sket. Hvordan Arunagiri Yogiswara var kommet til ham den allerførste gang, hvordan han havde sagt at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bare kunne kalde, så ville han komme, hvordan de plejede at ses hver dag, hvordan han tog ham med til så mange steder, om banyantræet, gruppen af ældre der sad rundt om ham, og alt hvad han ellers kunnne huske, de havde talt om.

Da bøjede Kuppammal sig frem og rørte for første gang ved det safranfarvede klæde, som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde bragt med sig; hele hendes ansigtsudtryk, som hidtil havde været noget mistroisk og overbærende, skiftede drastisk; med tårerne frit strømmende ned ad kinderne lagde hun sig i fuld prostration på gulvet foran stenrelieffet og råbte højt: 'Mester, så mange mennesker har ventet på at få dig at se i så lang tid! Du kom aldrig! Og så valgte du alligevel at komme og lege med den lille dreng her!'

nithyananda forstod ikke, hvad Kuppammal mente. Han gik væk fra gravstedet og ind i selve templet fuld af angst og smerte. Han havde mistet nogen, én han følte en dyb tilknytning til, noget uvurderligt, et venskab, og han kunne ikke bære tanken om sit tab. Drengen savnede sin helt. Han kunne slet ikke holde ud at Yogien ikke kom, da han kaldte. Og desuden fattede han ikke, hvorfor i alverden vennen ikke kom, når nu han havde behov for at kunne bevise overfor Kuppammal, at det var rigtigt hvad han sagde, og at yogien virkelig fandtes. Han følte sig svigtet.

Idet han gik ind i garba graha - sanctum sanctorum – det allerhelligste i templet – guddommen Arunachaleshwaras sted, så han Arunagiri Yogiswara siddende derinde hvor Shiva Lingammen står. Istedetfor guddommen så han sin ven sidde der! Han råbte glædestrålende, 'Swami, Swami du er her jo alligevel, hvorfor kom du ikke da jeg kaldte på dig ved samadhi stedet? Kuppammal patti (bedstemor på tamilsk) siger du ikke findes. Hun vil gerne se dig.'

Yogien sad der bare og smilede. Præsterne troede drengen var skør. De kunne ikke se Arunagiri Yogiswara, som drengen talte til. De havde ingen forståelse for hverken hvem drengen snakkede med, eller hvorfor han talte som han gjorde. De skubbede ham ud af garba graha. Drengen blev ved med at råbe, 'Swami, vær sød og kom herud; kom nu ud!'

nithyananda kunne ikke forstå, hvorfor yogien ikke sagde noget nu eller svarede ham, som han ellers plejede at gøre. Han traskede trist hjemad, topforvirret. Den nat lukkede han ikke et øje, men lå hele natten og spekulerede. På den ene side havde han det godt med at have set Yogien sidde inde i sacntum sanctorum og smile til ham; så havde han nok ikke mistet ham helt alligevel; på den anden side kunne han ikke begribe, hvorfor han ikke havde villet tale med ham.

Drengen undrede sig over, hvad der mon var gået galt. Havde det været forkert af ham at fortælle Kuppammal om Yogien. Var det meningen, at deres venskab skulle have været en hemmelighed? Havde han mistet sin ven på grund af sin tankeløshed og uvidende opførsel? Var Yogien mon vred på ham? Ville han mon aldrig nogensinde komme og se ham og være sammen igen?'

Dyb, dyb smerte, som om han havde mistet en del af sig selv; smerte som han aldrig havde oplevet det før. Han hulkede helt ude af sig selv; tårerne strømmede den lille dreng ned ad kinderne. nithyananda sørgede over tabet af en ven. Hele natten græd han, og troede næsten ikke han nogensinde ville vågne op igen.

Tidligt næste morgen løb drengen afsted ned til templet og hen til det sted, hvor han altid havde set ham. Han sad foran jiva samadhi'et og græd sine salte tårer. 'Hvorfor kommer du ikke? Er du vred på mig? Hvis jeg har gjort noget forkert, vil du så ikke nok tilgive mig? Jeg kan ikke leve uden dig, kom nu ud til mig, lad mig se dig igen, kom nu og tal med mig, jeg ber' dig!', sådan bønfaldt han i lang tid.

Pludselig så nithyananda Arunagiri Yogiswara stå direkte foran sig, men helt anderledes end han plejede. Han var ikke i en krop af kød og blod, som drengen var vant til at se ham i. Han var i en meget anderledes form. Hele hans form var strålende lys, gådefuld og mystisk. Arunagiri Yogiswaras fødder rørte ikke jorden. Han skinnede og var næsten transparent.

Arunagiri Yogiswara smilede ømt til drengen opfyldt af medfølelse og kærlighed. Han sagde, 'Min kære, du og jeg er eet. Vi kan aldrig skilles ad. Men dramaet er til ende. Du behøver aldrig savne mig igen. Du vil ikke blive skilt fra mig. Vi er eet.'

Mens han sagde sådan, gled Arunagiri Yogiswaras form over i nithyananda, blev eet og forsvandt. Fra og med det øjeblik følte nithyananda hverken, at han havde mistet Arunagiri Yogiswara, eller at han savnede ham. Det var fuldstændig som omYogiswara var en integreret del af ham selv nu. Dyb tilfredsstillelse, dyb, rolig glæde, salighed opstod i hans indre. Det flød over af kærlighed, medfølelse og ren livsglæde.