TREDJE MUNDAKA FØRSTE KHANDA🔗

Sanskrit sloka

To fugle bor sammen, de er venner og de opholder sig og lever deres liv i det samme træ. Af de to spiser den ene af træets frugter, mens den anden blot ser til uden at spise.

De to fugle er Jiva (den individuelle sjæl eller *Ātman*) og Īśvara (*Brahman* eller Altet) som begge eksisterer i det enkelte individ, i krops'træet'. De co-eksisterer i rollerne som reflektionen og originalen. De manifesterer sig forskelligt i hvert enkelt individ. Udfra Jivaens karakteristika er det muligt at gisne om Iswaraens natur og fra Iswaras natur er det muligt at fastlægge Jivas potentiale.

Såvel Jiva som Iswara er skabt udaf samme substratum, nemlig Brahman, som er begges originale Selv. Kroppen sammenlignes med et træ, fordi den kan fældes som et træ kan det. Det træ kaldes også for Kṣetra eller området for manifestation og handling udført af områdets bevidsthed eller Kṣetrajña. Kroppen er det område for handling og oplevelse, og den er samtidig selv frugten af tidligere allerede udførte handlinger.

Det eneste, der reelt adskiller Jiva fra Iswara, er sindet. Rent faktisk er sindet synonymt med Jiva. Det er Jiva, der påvirkes af Avidyā, Kāma og Karma (Uvidenhed, begær og skæbne*.* På grund af bevidsthedens, sindets forbindelse med ovennævnte faktorer tvinges det til også at opleve frugterne af dets handlinger; mens Iswara, som aldrig træder i forbindelse med nogen tilsvarende begrænsende faktorer, derfor heller aldrig nødes til handling, hvorfor den heller aldrig behøver opleve resultat af handling.

Frugterne, som Jiva oplever, er enten behagelige eller smertelige, enten søde eller bitre, d.v.s. de er alle relative oplevelser født af mangel på dømmekraft og diskrimination. Iswaras oplevelse derimod er evig og født af renhed, visdom og frihed. Relative oplevelser er effekten af Rajas, mens Iswaras karakter er Sattva (det højest opnåelige stade af ro og objektivitet, som i sig selv er bevis på en vis højere åndelig udvikling), hvoraf logisk følger, at Iswara ikke oplever nogen sansebestemte materielt betingede fænomener.

Han er reelt både instruktøren bag den, der handler (Jiva) og iscenesætter af resultaterne af disse handliger; Iswaras 'aktivitet' består udelukkende i Hans eksistens. Således er værdien af Hans eksistens større end samtlige aktiviteter, der finder sted i hele Universet. Det er Hans eksistens, som driver hele det manifesterede univers.

I samme træ sidder individets fugl, overvældet af smerte p.gr.a. selvbedrag og impotens. Når den får øje på den anden fugl/ den vidunderlige Lord, Herre eller Mester indser den sin egen storhed og slipper én gang for alle ud af sin sorg.

Jivas sorg og græmmelse skyldes hans/hendes manglende evne til at forlige sig med resultaterne af egne -ukloge- handliger udført på et eller andet tidspunkt i fortiden. Halsløs gerning leder per definition, via sin egen natur, til ubehagelige konsekvenser, som ikke er rare at opleve. Uden relative oplevelser kan individet ikke eksistere, og i og med samtlige relative oplevelser skabt af ukloge handlinger, lægges frisk smerte oveni hele den allerede eksisterende mængde.

Med andre ord, oplevet fra det højeste punkt kan hele individets oplevelse, samtlige hans oplevelser siges at være ren ulykke. Jiva skelner mellem 'søde' og 'bitre' frugter, men faktum er, at enhver frugt ved sin egen natur før eller siden vil blive bitter, vil forvolde smerte. Så på grund af sin indespærring i sit selvskabte fængsel i evig rastløs jagt på nye såkaldte 'glæder', som atter og atter viser sig at være en skuffelse, føler Jiva sig impotent, forvirret og hjælpeløs.

Jiva føler ofte en kraftig tilknytning til en bestemt oplevelse og konkluderer fejlagtigt, at netop den oplevelse, den måde er den eneste rigtige og den eneste sande måde at opleve virkeligheden på; at alt andet er falsk. Til tider er Jivaen tæt på objekterne for sine begær og ønsker, og til andre tider oplever Jiva en adskillelse fra sine begærs mål. Den fødes og dør og passerer igennem den ene livmoder efter den anden i overensstemmelse med karakteren af sine handlinger.

Individets frihed ligger i dets opnåelse af et syn af Mesteren, Gud, Herren, den højeste sublime Eksistentielle Energi, som er sameksisterende med Jiva og rent faktisk er uadskilleligt fra sjælen, Jivaen, som dets eget Højere Selv. Erkendelsen af Iswara er ensbetydende med at rejse sin individuelle bevidsthed til

Iswaras bevidsthedsstade. Jiva ophører at eksistere i samme nu, den realiserer Iswara. Individets sande essens i al sin storhed afsløres først i det øjeblik sløret, som skjuler det, fjernes. Det sker, når Gud erkendes. Den ultimative erkendelse ligger i Selvets identitet med det Højeste Væsen. Ligger i erkendelsen af enheden mellem det udstrakte univers med alt, hvad det måtte indeholde, og essensen af Åndens Uendelighed. Med den erkendelse ophører alle mangler og al sorg.

(Ovenstående er baseret på oversættelse fra The Mundaka Upanishad, af Swami Krishnananda fra The Divine Life Society, Sivananda Ashram, Rishikesh, Bharat)

Kapitel 16

Første åndelige opvågnen

Ikke-valg som kendetegn for et Oplyst Væsen

Selv Inkarnationer har behov for de rette omgivelser mens de vokser til i deres fysiske kroppe.

Som Saradananda udtrykker det i biografien over Ramakrishnas liv:

Findes den ubrudte erindring om samtlige tidligere oplyste liv i en inkarnation helt fra hans tidligste barndom?

Forfatterne til Puranaerne svarer således: Selvom det altid ligger latent i Inkarnationen dukker disse erindringer ikke altid op i løbet af barndommen. Først når Avatarens krop-sind organisme er fuldt udviklet og modent til det, vågner erindringerne op, enten helt af sig selv, eller blot efter en mindre indsats fra inkarnationens side.

Inkarnationer har i barndommen brug for trygge rammer, i nogle omgivelser som bakker op om dem for at sikre deres missions effektive udførelse.

Den Guddommelige Eksistens, Parashakti, tilrettelægger hele deres barndoms omgivelser og omstændigheder, for på bedste vis at sikre deres udførelse af den mission, Eksistensen har bestemt dem for. Begivenheder finder sted omkring dem i en tilsyneladende tilfældig orden, men er aldrig blot de rene slumpetræf. Der er klare forbindelser fra den ene hændelse til den anden, og rækkefølgen er faktisk også temmelig bundet og fastlagt.

Ironisk nok er det, i modsætning til hvad mange af os måske har gået rundt og troet, sådan at vi almindelige dødelige besidder en fri vilje, hvormed vi har mulighed for at gøre vore livsvalg hen ad vejen. Vi står alle gang på gang overfor at skulle vælge den ene eller anden vej, ad hvilken vi vil gå her i livet, og vi har fri vilje til at træffe vore valg. Vore liv udfolder sig i den ene eller anden retning, afhængigt af hvilke valg vi har truffet, og hvad og hvordan vi har valgt, det skal være.

For de oplyste væseners vedkommende er der ingen fri vilje med i bagagen! De går simpelthen fra det ene til det andet uden nogensinde at gøre deres eget valg, men derimod flydende som vand i overensstemmelse med den universelle vilje – deres hele væsen er i en tilstand af ikke-tanke, 'no-mind', og overgivelse. Derfor er det, at alt, hvad en inkarnation ytrer, automatisk og straks opfyldes; selv ønsker, der måtte opstå i det kausale lag i deres bevidsthed, bliver umiddelbart til virkelighed, manifesteres straks. Vi kan se at hvert ord, de udtaler er sandt og manifesteres som sandhed.

De folk, som har levet sammen med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i nogen tid, har alle oplevet hvordan Han, efter at have lyttet til en persons problem, engang imellem siger, 'Jeg tager mig af det', og hvorledes det pågældende problem straks har løst sig. Alt hvad Mestrene gør, siger Han, er ganske enkelt at overgive problemet til den universelle Moder, for at Hun kan tage sig af det, og det gør Hun.

Når en inkarnation som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fødes her på Jorden, er de helt fri for samskara og befinder sig allerede på tærsklen til Oplysning. De har blot nødig at slippe den lille smule sāttvic guṇa, det højest mulige stade af indre ro og objektivitet som er udtryk for et åndeligt udviklingsstade, som de er blevet 'podet' med inden fødslen for overhovedet at kunne være her i vor atmosfære, for at nå den fulde Oplysning.

Enlightenment sker; det er ikke en begivenhed, der kan fremtvinges. Oplysning er som flodens vand. Så længe dine hænder er åbne, bliver det der; i samme øjeblik du lukker hænderne for at holde det fast, for at eje det, forsvinder det væk, og du har intet.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger, at vi alle er oplyste; vi er alle som én født med guddommelighed indeni os. Det, der mangler hos de fleste af os, er bevidstheden om, at det er sådan. 'Den eneste forskel på mig og jer,' siger Han, 'er at jeg ved, jeg er guddommelig, mens I, indtil videre, ikke har erkendt jeres indre guddommelighed.'

Efterdi sandheden om vor iboende guddommelighed allerede er født i os, er den per definition ikke noget vi kan opnå; vi behøver bare blive opmærksomme på fakta, det er såmænd det hele i en nøddeskal.

'Bliss', lyksalighed, er resultatet af den bevidsthedstilstand som Oplysning er; og er per sin natur ensbetydende med et stadie af overgivelse til Altet, til Eksistensen, som ikke levner plads til 'fri vilje' – fri vilje findes ikke i den tilstand. Hvis vi forsøger at vælge lyksaligheden, forsvinder den. Vi må forstå livets formålsløshed som en del af Eksistensens storslåede plan, for at nå Oplysningens og dermed også lyksalighedens tilstand. Vort ego tror, tilværelsen har et formål – materielt, i forholdet til andre mennesker og åndeligt. Des flere formål vi har opsat og arbejder os frem imod, des mægtigere føler vort ego sig. Så hvis vi dropper alle andre formål, men stadig (krampagtigt) fastholder Oplysning som et mål, kommer vi ingen vegne. Kun via erkendelsen af livets absolutte formålsløshed og ved at droppe vort ego, kan Enlightenment opstå i os.

Set logisk hvad skulle dog formålet med vor eksistens egentlig være? Gud, som har skabt alt andet, inklusive jungler, skulle Han ikke også kunne have skabt vore asfaltjungler og samtlige vore byer? Eksistensens eneste formål er 'bliss', det er hele hemmeligheden!

Hvordan kan vi lære at nyde uden at besidde, uden at erobre? Vi er som vandbobler på én af oceanets bølger. Hele misèren er, den ene vandboble erobrer den næste og kalder den sin kone, mand, barn, far, mor, boss etcetera. Vandboblen samler på sandkorn og kalder dem juveler. Boblen har ingen reel forståelse af, at den kan briste hvert øjeblik, det skal være. Pludselig er der en stor bobbel, der erklærer, at den vil blive oplyst. Det er hvad, der sker for os.

Når vi er rede til at indse og acceptere sandheden om altings formålsløshed, materielt set, relationsforholdsmæssigt og åndeligt set, kun da opnår livet mening. Så længe vi render rundt med et mål, går vi fejl af vejen.

Sindet afventer, at noget skal ske. Det ser frem til den næste lønningscheck, de ugentlige, månedlige, årlige og femårlige betalinger. Hvis nogen kom og tilbød os 100 års løn mod at vi til gengæld ville dø i morgen, ville vi så også gå med til det? Ved at måle livskvalitet på størrelsen af vores lønningscheck, reducerer vi vor sjæl til ren materie.

Vort ego sidder fast i det, vi oplever som vort formål her i livet. Vi siger, 'Når først jeg har overstået mine sociale pligter her i livet, så kommer jeg til dig, min Mester, så vil jeg vie mig selv til det åndelige liv.'

En ældre kvinde ankom på et tidspunkt til ashrammen, gik til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og bad ham acceptere hendes søn som brahmachari, beboer i ashrammen og student udi de åndelige kundskaber. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var forbløffet eftersom det er et yderst sjældent fænomen at opleve en forælder ønske, at hans eller hendes barn skulle tage sanyas (afgive visse løfter som tileksempel løftet om aldrig at gifte sig, stifte familie og selv få børn) – formentlig i høj grad udfra forældrenes eget, rent egoistiske, ønske om at ville have sig nogen børnebørn. Vivekananda er berømt og beundres viden om, men derfra og så til at ønske at ens eget barn bliver en Vivekananda, der er som regel langt. Forældrene forstår som regel ikke, hvordan deres søn eller datter skulle kunne være lyksalig, eftersom de aldrig selv har oplevet deres egen iboende salighed.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte så kvinden, hvorfor hun ønskede, at hendes søn skulle leve sit liv i ashrammen. Hun svarede, 'jo, han er mentalt retarderet.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM replicerede: 'Amma, det er en ashram jeg kører her, ikke et galehus!'

Vi har altid så mange gode undskyldninger for ikke at tage os af vor åndelige udvikling. Så mange pligter har vi – så såre vi har opfyldt én pligt, ligger der ti nye og venter på os. At halse afsted for at nå det hele, men altid være sørgeligt bagefter, bliver en 'way of life' for os, vi har simpelthen glemt hvad det vil sige at slappe af. Mens vi er unge siger vi til os selv, at nu skal vi lige gøre uddannelsen færdig først, og så skal vi vel nok slappe af og være lykkelige…; når uddannelsen er taget popper et nyt mål op, der foreks. hedder ægteskab/parforhold; så kommer turen til børn; så skal de giftes og forhåbentlig give os nogen børnebørn. Lige pludselig fylder vi 60 og opdager at 'hov, hvad blev der af mit liv, hvor blev den der lykke af, jeg havde regnet med?!'

Den helt basale synd vi som mennesker kan begå er at glemme at leve og opleve vort liv i vores jagt på mål-opfyldelse. Lev og nyd dit liv, mens du har det, er den enkle sandhed; hvis du stresser afsted, stop op og spørg dig selv hvorfor, til hvilket formål; lad os tillade os selv at falde til ro – se, oplev din rastløshed og lad den opløses, træk vejret dybt, slap af, det er NU dit liv skal leves, nu, nu, ligeNU!

Vi har muligvis et kæmpehus, stor bil og masser af venner i omgangskredsen, der synes vi er så evigt dejlige, og hvad så? Kan vi tage nogen af de ting med os når vi dør? Kan vi tage så meget som et enkelt dankort med os, når vi dør? Selv vores fysiske hylster får vi ikke lov at tage med os, når den tid kommer. Det hele er formålsløst.

Øjeblikket vi forstår og accepterer den grundlæggende formålsløshed skaber rum for healing. Selv om vi måske har været udsat for mishandling og bærer dybe sår og traumer; det hele vil heale; hvis vi virkelig tillader den forståelse at tage rodfæste i os, vil den af sig selv vejlede og guide os.

'Hvad er det for noget at komme her og sige,' kunne man måske fristes til at spørge. 'Hele mit liv har jeg haft et mål og det er gået fint. Nu kommer du og påstår, det hele reelt er formålsløst.' Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det sandheden.

Når vi ser en Oplyst Mester, er det blot en drøm. Skrifterne siger: Når man virkelig ser en oplyst Mester, Oplyses man selv.

Med se menes her ikke blot at kigge på ham, som er det vi gør. Vi kigger med øjnene, se kan man kun med Sjælen. Des tættere vi kommer Mesteren, i des højere grad undergår vor forestilling om ham en forandring. I takt med at vi modnes, ser vi ham i et nyt lys.

At livet basalt set er formålsløst er ikke ensbetydende med, at man så siger: 'Ok, nu har jeg forstået livet er uden formål. Jeg gider ikke længere gå på arbejde. Og hvorfor holde ferie. Det hele er bare det samme.' Nej, det er en helt forkert konklusion. Når først du helt har fattet formålsløsheden, vil du aldrig kunne være doven. Måske lige de første to dage bliver du liggende i sengen. På tredjedagen vil du vågne op, fornyet, forfrisket, som et helt nyt menneske, uden spor af rastløshed. Rastløshedens monster overvindes i og med forståelsen af livets absolutte mangel på logisk formål.

Rastløsheden skjuler formålsløsheden for os; den skjuler Vejen for os. Forståelsen af den sandhed vil heale os. Alle vore fremtidsdrømme og hele vor fortids bagage af skyld vil forsvinde; alle forbigående, ikke-varige, nydelser og smerter vil opløses.

Vi har tidligere omtalt helgenen fra Tiruvannamalai, Visiri Swamigal bedre kendt som Yogi Ram Surat Kumar. Han var så uskyldsren som et lille barn. Når folk kom til ham med deres problemer svarede han dem gerne, 'alright.' Hvis én sagde, 'Der er en, der er død, Swami,' svarede han 'alright'. Når en anden kom og forkyndte, 'Min søn skal giftes, Swami,' kom svaret prompte, 'Alright.'

En dag spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ham, 'Swami, hvorfor svarer du altid bare allright til alt?' Han svarede, 'Alting er helt formålsløst. Hvad du end bilder dig ind har et formål er i virkeligheden ganske meningsløst; så det er helt allright!' Når vi erindrer os formålsløshedens sandhed heles vi og vort liv, ophobet smerte forsvinder; om vi er rige eller fattige, tykke eller tynde, sorte eller hvide er som sådan ganske meningsløst. Det kræver mod at gå efter sandheden og at opnå Oplysning. Men så tager Livet også en helt ny drejning. Vi vil leve her og nu som frie sjæle. Vi behøver ikke droppe ud af vores jobs, negligere vores parforhold eller skille os af med alt vi ejer og har af penge, aktier o.s.v.; nej, vi vil såmænd bare give afkald på alt det, vi ikke har. Vi vil slippe hele den følelsesmæssige bagage vi p.t. holder fast i med hensyn til vores besiddelser, det være sig andre mennesker i form af partner, børn, venner og familie eller kæledyr, ting, møbler, bilen os.v. Vi vil give afkald på drømmen om engang at blive kronet til Konge/Dronning og i stedet begynde at nyde sædet! Ydre status vil ikke længere have nogen mening for os; vor egen indre tilstand vil være det eneste, der betyder noget.

Når formålet opgives fremtræder den dybere, ægte mening af sig selv.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's vej til Enlightenment kom med sine egne udfordringer. Som det senere vil blive udførligt berettet indtraf hans første åndelige oplevelse, da han var knap tolv år gammel. Ikke desto mindre skulle der gå fulde 10 år yderligere før Oplysning skete for ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger i dag, at hvis han blot havde sluppet sit mål, er det meget sandsynligt at det ville være sket langt tidligere. Hans egen kamp og intenst rigoristiske selvdisciplin forsinkede måske hele processen, som kunne have indtruffet tidligere.

Kuppammal, den lokale Guru tager over

En skønne dag, da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var omkring de syv år gammel gik han som sædvanlig over i Arunachaleshwara templet. Der satte han sig hen foran alteret for Gudinden Parvati, Devi sannadi. Pludseligt skete det, at han klart så for sig en gyldentfarvet figur. Figuren gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han følte trang til straks at tegne den. Som sagt så gjort. Han gik hjem, fandt sig en kobberplade og et søm og gik i gang med at tegne figuren af på pladen frit efter erindringen.

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's bedstemor kom forbi og så drengen sidde dybt engageret med søm og plade, blev hun nysgerrig og ville vide, hvad det var han lavede og hvad det var for en figur.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte hende, at han bare tegnede noget, han kunne se for sig.

Hun stillede sig ikke tilfreds med den forklaring. Usikker på, hvad hendes barnebarn nu havde for, gik hun over til sin gode veninde Kuppammal for at få råd.

Kuppammal, også kendt som Brahmayogini Vibhudananda Devi Mataji Kuppammal, var en oprigtig åndeligt søgende. Kuppammals mor forblev barnløs i mange år. Moderens guru var Seshadri Swamigal, en vidt berømmet oplyst Mester i Tiruvannamalai og en af Ramana Maharishis samtidige. Han velsignede damen, gav hende en håndfuld mudder og bød hende spise det som medicin mod barnløsheden. Uden at tænke videre over det eller tvivle på sin Mester spiste kvinden rub og stub. Senere det samme år ville forsynet at hun blev gravid og fødte en lille pige, som fik navnet Kuppammal.

Kuppammal mestrede Kundalini Tantra inden det fyldte tolvte år. Hun fik først menstruation i en alder af 21. Meget mod sin vilje blev hun bortgiftet og tvunget til at holde inde med sine åndelige øvelser som nittenårig. Så der gik altså fulde to år fra hun stoppede sin meditationspraksis og til menstruationen omsider indfandt sig.

Hun var dybt involveret i en forening ved navn Tiruppugazh Maadar Sangam – en mindre bevægelse hvis erklærede mål det var at udbrede kendskabet til de store litterære tamilske mesterværker som foreksempel Tiruppugazh etc. Kuppammal var en mester udi de tantriske kunster og kunne materialisere alt, hvad hun måtte ønske sig. Hun havde en vision, et syn af Gudinden Parvati i skikkelse af Raja Rajeshwari. Hun indtog rollen som den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs inspirationskilde og medfølende vejleder. Hun var i høj grad med til at forme hans personlighed.

Kuppammal spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hvordan det nu gik til, at han fandt på at tegne den figur, hvorfor han fortalte hende, hvad der var sket. Hun forklarede ham, at figuren var den meget kraftfulde Sri Chakra, en højst kompleks og metaforisk gengivelse af den universelle energi, som selv højt specialiserede kunstnere tit har store vanskeligheder med at tegne. Hun var dybt forbløffet over, at denne unge dreng havde kunnet tegne figuren så legende let uden anden skitse, end den han fandt i sin egen erindring. (År senere tegnede vores Mester THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM igen figuren, chakraet, på en tavle for bedre at kunne forklare dets mening for os). Kuppammal spurgte nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, om han kunne tænke sig at lære den tantriske videnskab, som bruger Sri Chakra som base for visse meditationspraksis', hvilket tilbud drengen straks tog imod.

Kuppammal var den første person, der fik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til klart at forstå, at han ikke var ligesom alle de andre børn på sin alder; at der var noget ekstraordinært i hans liv. Indtil da havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke haft nogen forståelse af, at det der skete i hans liv skulle være anderledes end det, der skete for alle andre rundt omkring ham.

Kuppammal talte mange timer ad gangen med den unge dreng og tog ham stille og roligt ad vejen fra bhakti, hengivenhed, over jnana, visdom, og til dhyana, meditation, med hjælp fra sin egen Mester, Isakki Swamigal. Hun fortrød sit giftermål og koncentrerede sig helt og holdent om sit åndelige liv. Isakki Swamigal forærede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bogen Atma Purana – en samling af skrifter taget fra Upanisaderne, som er egnet til at give læseren et dybt indtryk af virkeligheden som Altgennemtrængende Eksistentiel Energi. Bogen er, sammen med et helligt vers, der virker beskyttende for den, der ytrer det – kaappu på tamilsk, og en konkylie, som Isakki Swamigal alt sammen forærede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, i dag i arkivet i ashrammen i Bangalore.

Isakki Swamigal var en såkaldt avadhoot, d.v.s. at han aldrig havde tøj på. Kuppammal gav THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM mange bøger og forudsagde, at han ville beholde dem, indtil han selv en dag ville skrive kommentarer til dem baseret på sin egen indsigt og visdom. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM husker, hvordan han plejede at sidde i timevis foran Isakki Swamigal og Kuppammal og og læse højt fra Atma Purana skriftsamlingen. Kuppammal ville afbryde indimellem og forklare, hvad han havde læst, og engang imellem kunne Isakki Swamigal også finde på at komme med en kommentar eller en uddybelse, efter behov. Atma Purana var den første bog om Vedanta, THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik undervisning i.

Primal-angst grundet hyæne-angreb

I sin tidlige barndom inden han endnu var fyldt ti, havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM for vane hver morgen at gå hele vejen rundt om Arunachala. Han startede glad ud ved en 4 tiden og gik rask til i tre-fire timer, syngende diverse mantras og hellige sange altimens. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var helt til stede i nu'et, uden mindste tanke på, hvad der ville eller ikke ville ske det næste øjeblik – som et uskyldigt barn legende i moders skød; et uskyldigt barn, der nyder at være sammen med sit elskede Arunachala.

En morgen startede han endnu tidligere – det var faktisk kun lige efter midnat. På den tid fandtes ikke veje, belysning eller anlagte stier rundt om bjerget. Det var ren jungle, tæt skov hele vejen. Et sted i området lige omkring den lille å kaldet Sona Nadi kom en flok hyæner hen imod ham.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde travet afsted uden at se hverken til højre eller venstre, dybt koncentreret som han var om at synge til Gud. Han var helt opslugt i sin sang og lagde ikke mærke til dyrene, førend de var kommet helt tæt på. Idet han kiggede op og fik øje på dem, sad de allerede parate til at gå til angreb.

Helt nede fra maven, hara, swadisthana chakra, centerpunktet for milt-energien rejste sig et desperat skrig. Skriget udtrykte ren uforfalsket frygt, som han aldrig hverken før eller siden har oplevet. Samtidigt oplevede han en fuld intens og helhjertet overgivelse til Arunachala, som sin beskytter. Han følte en dyb indre tillid til og tro på, at Arunachala nok skulle tage sig af ham. I selvsamme øjeblik dukkede en sanyasi frem af mørket. I hånden har manden en stor kæp, som han jager dyrene væk med. Ikke så snart var hyænerne rendt afsted, førend manden forsvandt igen, som han var kommet. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM vidste ikke, hvor den mand kom fra, eller hvor han blev af.

Efter det skrig fra sit væsens dyb oplevede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM nu en forøget lethed i sin krop, og da han gik videre ud ad vejen føltes det som om han nærmest svævede, som om selve hans væsens energi-frekvens var øget.

(Primal-terapi som psykologisk metode til at befri patienten for gamle traumer og fastlåste indre problemstillinger, er netop at skrige helt nede fra sit væsens dyb og dermed slippe det hele i ren katarsis.)

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM minder os ofte om behovet for at overgive sig helt til Universet, i tillid til at Eksistensen nok skal tage sig af os og give os nøjagtigt hvad vi har brug på det rette tidspunkt. Hyæne hændelsen er det perfekte eksempel på netop den kvalitet i et menneske – her endda blot en lille dreng, der overgiver sig med tillid – og Eksistensens svar: den belejlige tilsynekomst af manden med kæppen.